Peter: "Kære Corona-dagbog"
Jeg priser mig lykkelig for, at min bedre halvdel er på barsel, og at jeg ind imellem har kunnet fortrække til mit hjemmekontor/mini makerspace ude i mit værksted. Her har jeg har kæmpet med en drilsk 3D-printer og lavet videoer om sjove maker-aktiviteter, som man kan se på vores Online Makerspace. Men i stedet for mine dagligdags gøremål, vil jeg hellere dele nogle tanker om frihed med jer.
Tanker om frihed fra hjemme-værksteds-kontoret
Det er på alle måder en underlig tid, som vi befinder os i. En tid hvor der tages store beslutninger, hvor der trædes nye stier i ukendt land, og hvor verden af i går, måske for altid vil være forandret. Man får en fornemmelse af at være midt i historien. Som far til tre og i særdeleshed som nybagt far kan man ikke lade være med reflektere og tænke over, hvad er det for en verden ens børn kommer til at vokse op i, og hvordan udfordringer som Corona-krisen, eller for den sags skyld klimaudfordringerne, kommer til at påvirke dem. Både i deres gøren og laden, men i ligeså høj grad mentalt og socialt.
Vil vores frie bevægelighed blive begrænset i fremtiden? Skal vi ikke give hånd eller kram mere? Skal vi undgå store forsamlinger og være skeptiske i mødet med fremmede? Og hvordan kommer begrænsninger som disse til at påvirke os som mennesker og samfund? Personligt tror og håber jeg, at vi kommer styrket ud på den anden side af Coronaen – både som mennesker og samfund. Vi har holdt afstand til hinanden - men ikke social afstand. Vi har sunget fællessange, er mødtes online og har tænkt på eller talt med venner og familie som aldrig før – så nærværet er i den grad til stede, vi kan bare ikke udtrykke det som vi plejer. Vi har i stedet øvet os i at være fjernnære. Et ord jeg lærte til en online workshop forleden. Men vi har også erfaret, at selvom vi er fjernnære og kan være sociale eller arbejde digitalt, så vil det aldrig kunne erstatte det fysiske nærvær og fællesskab.
I mandags var det den 4. maj. 75 årsdagen for befrielsen fra de fem mørke år, hvor vores frihed i den grad blev indskrænket af nazismens indtog. En tid hvor mange levede en utryg og uforudsigelig hverdag dikteret af besættelsesmagten, og hvor man risikerede at blive fængslet, tortureret, deporteret eller i værste fald dræbt for sine holdninger. Den frihedsindskrænkelse, som vi har oplevet med Corona-krisen gennem de sidste to måneder kan og må på ingen måder sidestilles med de fem års besættelse, men alligevel kan det være svært ikke at trække visse paralleller. Vi er blevet ”besat” af en ukendt og farlig virus, som har begrænset vores frihed, men samtidig har vi også oplevet, hvordan vi som samfund er rykket tættere sammen. Vi synger sammen, handler ind for hinanden, donerer eller printer værnemidler til sundhedssektoren og så viser vi først og fremmest hensyn til hinanden ved at holde afstand og følge myndighedernes anvisninger.
Den 4. maj fejrede vi ikke kun befrielsen her på matriklen, det er nemlig også min mors fødselsdag. Vi har ikke set mine forældre fysisk siden begyndelsen af marts, så de har kun nået at holde deres nyfødte barnebarn ganske få gange tilbage i februar. De bor i en lejlighed i Aarhus og kommer kun ud på småture i nærområdet, da de ingen bil har og min far bruger kørestol efter en blodprop. De oplever i den grad, at deres frihed er indskrænket og mange af hverdagens normale lyspunkter pt. er forsvundet, fordi vi ikke kan ses i det fysiske. I anledningen af min mors fødselsdag besluttede vi at gøre op med hjemmekarantænen og invitere dem hjem til os til eftermiddagskaffe i haven. Så jeg sprittede bilen af, fandt mundbind frem og hentede dem. Efter den obligatoriske albue/sko-hilsen satte vi os til kaffebordet med behørig afstand – virkelig dejligt at være sammen i det fysiske og dog alligevel lidt underligt, at man hele tiden tænker over hvad man rører ved, og hvor tæt man er på sine egne forældre. Under kaffen får min mor en sms fra min lillebror, hvor der står ”Har du set i nyhederne, at bedsteforældre gerne må kramme deres børnebørn?”
På et splitsekund glemmes kaffe, kage og 2 meters Corona-afstand og bedsteforældre og børnebørn mødes i glædesudbrud i en stor fælleskrammer. Selv mindstemanden nærmest kastes over kaffebordet og lander trygt i farmors arme. Og for en stund føles alting helt normalt.
Det var ikke et frihedsbudskab fra BBC – London over radioen, men en sms fra min lillebror, som på selve befrielsesdagen gav os en lille smule af vores frihed og det fysiske nærvær tilbage. Det var et smukt øjeblik og giver mig troen på, at alting bliver godt igen!
Mine kollegaer og jeg glæder os til snart at give bøgerne deres frihed igen og forhåbentlig åbne bibliotekerne lige om lidt.