Pia: "Kære Corona-dagbog..."

02.04.20
Da hele kaosset brød ud og vi blev sendt hjem for at arbejde, gik jeg på en uges ferie. Det var en sær følelse. Men så kan man jo spørge sig selv, hvad laver man i sin ferie, når man ikke må bevæge sig udenfor sin egen grund. Jo det skal jeg sige dig! 

Jeg har blandt andet, langt om længe, fået læst ”Kvinde kend din kode” af Sine Zambach. Den er klart værd at give sig i kast med. Den er godt skrevet og forholdsvis kort og nem at komme igennem. Samtidig så får du også fortællinger om nogle af de seje badass kvinder, som har haft indflydelse på programmering og informationsteknologi igennem tiden. Bum, en anbefaling fra mig her. 

Jeg læser dog ikke kun bøger. Jeg prøver også at være kreativ og lege. I denne tid burde jeg virkelig have haft nogle børn, som jeg kunne nørde og lege med. Men jeg har kun min hund Argo. Jeg har prøvet at involvere ham, når jeg leger med robotter i stuen, men jeg frygter lidt for robottens liv. Jeg tænker at der sidder en del forældre derude, der med glæde ville donere et barn eller tre i disse tider, bare lige et par timer. Men da dette jo desværre ikke er en mulighed, så er det godt jeg selv er ét stort legebarn. 

Som den inkarnerede Maker-bibliotekar jeg er, så var jeg hurtig til at tage nogle af mine ”legesager” og sjove techbøger med hjem fra bibliotekets Makerspace. Til dagligt er Makerspace mit yndlingssted på Silkeborg Bibliotek. Og man kan vist godt sige, at jeg har fået indrette hjemmekontoret til mit eget private Makerspace. 
I Makerspace på biblioteket havde vi lige indkøbt en teknologi, som hedder Littlebits. Det er små elektroniske komponenter, som ved hjælp af magneter sættes sammen. Jeg har fået lavet en masse sjove opfindelser i mit hjemme Makerspace. Jeg har blandt andet bygget en sæbeboblemaskine med Littlebits og pap. Og fordi jeg bare er en total nørd, så har jeg købt en udvidelse, som gør det muligt at bygge min egen R2-D2 fra Star Wars! Sejt, ikk? 

Jeg har ikke længere ferie. Og det er jeg glad for! Jeg savner mine kollegaer. Det er muligt, at jeg kun kan se og snakke med dem over Skype, men det er bedre end ingenting. Halleluja for moderne teknologi.  Der er allerede gået over en uge for mit vedkommende med hjemmearbejde, men jeg keder mig bestemt ikke. En af mine opgaver er, blandt andet igennem Biblioteksvagten, at betjene de studerende, som lige nu kæmper med at skrive opgaver uden at kunne komme på biblioteket og låne fysiske bøger. Jeg må sige, at jeg er glad for det ikke er mig, som skal skrive stor opgave uden et fysisk bibliotek og fysiske bøger. Jeg nærmest boede på biblioteket, da jeg skrev både bachelorprojekt og kandidatspeciale. Det er i en tid som nu, at jeg for alvor kan mærke vigtigheden af alle vores digitale tilbud, såsom Biblioteksvagten og alle vores online databaser. 

Derudover er jeg er ved at skrive en iBog sammen med nogle seje mennesker, og vi er ved at stable et Online Makerspace på benene til alle jer og mig selv, som jo desværre må undvære det fysiske Makerspace på biblioteket. I kan blandt andet glæde jer til at lære om Stop Motion film. Jeg skulle jo selv lige prøve at lave en lille film.  Det var til stor underholdning for kæresten. Jeg siger det bare lige igen, jeg mangler altså nogle børn lige i tiden, så det ser knap så skørt ud, når jeg kravler rundt på køkkenbordet med en rød legetraktor og påskepynt.  Eller når jeg kører rundt med robotter i stuen som hunden jagter... Men det er livet som Maker-bibliotekar, og jeg elsker det!  

Hvis du er nysgerrig på hvad maker-tankegangen går ud på, så vil jeg anbefale følgende bøger fra eReolen og eReolen Global: 

Materialer