Karen: "Kære Corona-dagbog..."

Mandag morgen. 
Børnene følges i skole – eller den mindste gør. De to store har ikke brug for deres mor – Corona eller ej. Mindstemanden synes dog heldigvis (!), det er rart nok, bare lige så han er sikker på, om det nu er ved fodboldbanen eller ved de store træer, han skal møde. 

Ved cykelstativerne får han øje på en kammerat, og jeg bliver verfet væk: ”Jeg kan godt selv nu mor!”, og jeg kan vende næsen hjemover, mens regndråberne forsigtigt drypper ned på stien foran mig. Skønt igen at mærke duften af våd forårsjord i næsen.

Egentligt vildt nok, hvor hurtigt lærere og pædagoger har fået skabt struktur i kaos og fået en nogenlunde normal hverdag stablet på benene for børnene. Med håndvask og afstand i rigelige mængder.

Hjemme igen venter kaffen på termokanden. Huset er tomt. Bortset fra køleskabets summen er der stille. Og det er en stilhed, jeg har lært at sætte pris på. Efter flere ugers hjemmeskole og tætpakket nærvær med tre børn, så er det ret fantastisk at kunne nyde en kop morgenkaffe helt alene i stilhed. Om lidt logger jeg på computeren. 

Selvom jeg fortsat er hjemsendt, er den nye hverdag også så småt begyndt at melde sig for mig. Med møder, planlægning og kollegial sparring – online, forstås. 
Kaffen er drukket ud, og en ny kop skænkes inden et møde om verdensmålscertificering af Gjern Bibliotek ligger og venter i den virtuelle verden. 
En virtuel verden, jeg efterhånden er begyndt at værdsætte. I første omgang fordi det er min adgang til mine kollegaer. Den eneste måde vi rigtigt kan samarbejde her fra hjemmearbejdspladsen, men også fordi jeg bare savner den kollegiale snak og uformelle faglige sparring henover kaffemaskinen eller bag ved udlånsskranken. 

Al den motivation og energi jeg normalt får af den uformelle snak med videbegærlige, dejlige og kloge kollegaer, den mangler jeg virkelig her på en grå mandag morgen, hvor computeren står et par meter væk og venter på, at jeg trykker på startknappen.

I eftermiddag skal jeg forberede mig til et møde i morgen. Et møde jeg glæder mig til. Vi skal samle op på forårets børnelitteratur. Måske har vi allerede nu kandidater klar til Årets Børnebøger? Heldigvis bliver der stadig skrevet fantastiske bøger, og heldigvis er der stadig børn og unge at formidle gode læseoplevelser til. Også selvom vi lige nu kun kan formidle digitale læseoplevelser.

Jeg åbner vinduet og lader forårsduften slippe ind. Det er lige derude, foråret. Det er dejligt at vide.