Maria Louise: "Kære Corona-dagbog..."
Jeg er ved at vænne mig til den nye hverdag. Mærkeligt nok. Men der er også meget, jeg savner. Jeg savner mine kollegaer, men ser nogle af dem på Skype hver dag og vi skriver mails, ringes ved, skriver på Messenger. Åbenbart var jeg så flittig på Messenger allerede i begyndelsen af nedlukningsperioden, at Facebook sendte mig en advarsel om, at jeg ikke måtte spamme. Undskyld, kære venner og undskyld kollegaer, men det er så dejligt at vide, at I virkelig findes derude.
Jeg savner den daglige cykeltur til biblioteket og jeg savner frokostpausen. Helt privat savner jeg at få besøg af mine og min mands forældre, og jeg savner også kulturoplevelser. Vi plejer tit selv at gå på biblioteket i weekenderne, hele familien, vi plejer at gå på café og i biografen. Min mand og jeg havde faktisk netop fået arrangeret pasning af vores snart 4-årige dreng, så vi kunne komme i biffen, vi havde også booket en vildmarksbrunch i begyndelsen af april, for et af de oplevelsesgavekort, vi fik i bryllupsgave sidste år. Det er den slags oplevelser, vi havde håbet på at nå at få med, inden begyndelsen af august, hvor vi skal være forældre for anden gang. Men vores fokus er nu et helt andet: Vi er alle raske. Barnet sparker i maven. Alt bliver godt igen.
Den dag biblioteket og hele Danmark lukkede ned, for snart 14 dage siden, nåede jeg lige at få en bog med hjem. Meget passende var det endelig min tur til at læse Gileads døtre (The Testaments) opfølgeren til Tjenerindens fortælling (A Handmaid’s Tale). Jeg slugte den bog i løbet af den første lille uges tid i karantæne, også selvom jeg kun kan læse om aftenen. Romanen foregår i det samme totalitære regime, som Tjenerindens fortælling og den fik mig naturligvis til at reflektere over, hvor hurtigt et samfund kan ændre sig.
Det der var normal adfærd i forrige uge, er utænkeligt i dag. Når jeg ser tv-serier og film, tænker jeg allerede over, hvor tæt folk står på hinanden. Når jeg hører P1 på badeværelset om morgenen, og der kommer et ”myndighederne informerer”-radiospot med retningslinjer om hygiejne, rengøring eller retningslinjer for børns leg, føles det helt uvirkeligt og uhyggeligt virkeligt på én og samme tid.
Da jeg tændte for tv’et onsdag d. 11. marts for at se pressemødet, fik jeg det hurtigt på præcis samme måde, som den eftermiddag i september for 19 år siden. Jeg gik i 9. klasse og plejede altid at se Beverly, eller hvad der nu var i flow-tv efter skole dengang, før vi kendte til andet end flow-tv. Men den eftermiddag i september så jeg kun billeder af et tårn, der brænde, for derefter pludseligt at styrte sammen. Folk skreg i baggrunden, kameraet rystede. Imens stod jeg som forstenet og gloede på skærmen, og så at der fløj et fly ind i det andet tårn. Jeg gik ind på mit værelse, hentede mit nye digitalkamera og tog et billede af billederne i fjernsynet. Måske ville jeg fastfryse, hvad det var, jeg så, sådan at jeg vidste, det virkelig var sandt. Måske troede jeg, det var begyndelsen på tredje verdenskrig. Helt tydeligt føltes det som et historisk øjeblik. Præcis som onsdag d. 11. marts.
”Vi skriver historie. Og vi vælger sammen, hvilken historie vi skriver”, sagde Mette Frederiksen. Jeg tænker, at vi på samme måde vælger, hvilke historier vi læser, hvilke historier vi deler og hvilke historier, vi lader os synke ned i. Jeg hører nyheder i radioen, jeg læser lidt nyheder på nettet. Men jeg vælger også at holde pauser og holde fast i litteraturen og i de kulturelle oplevelser, jeg kan få. De minder mig om en normaltilstand.
Som min kollega Katrine skrev i en mail den anden dag: ”Jeg tror, at det i disse dage går op for mange, hvad det er, kulturlivet kan.” Jeg havde netop fortalt hende, at jeg har købt billetter til tre film under CPH:DOX, som nu kan streames, og Katrine fortalte, at hun planlægger at følge nogle af de streamede forestillinger fra Det Kgl. Teater. Min dreng har set børneteater med Lille Frø via Facebook, og jeg har også set et historisk foredrag med Gry Jexen fra ”Kvinde kend din historie”, der fandt sted som livestreaming.
Faktisk har jeg allerede set én af CPH:DOX-filmene. Den handler om Margaret Atwood og hedder ”A word after a word after a word is power”. Og hvor er det sandt. Ord er magt og de former vores virkelighed. Tænk bare på, hvor mange ting, der er forandret siden det pressemøde onsdag d. 11. marts, hvor meget de ord, der blev sagt, faktisk har forandret i vores hverdag.
Biblioteker, museer, filmfestivaler og koncerter redder ikke liv. Vi formidler, underholder, danner og fortæller historier. Kultur er en slags omsorg for sjælens vækst. Kultur redder ikke liv, men kulturen gør livet værd at leve. Og her har jeg altid oplevet, at særligt litteraturen kan være et helle, et sted hvor virkeligheden ikke kan nå én, og hvor man kan strække hjernebølgerne lidt, hvis de kører i selvsving. Det tror jeg, vi alle sammen – børn som voksne – har brug for i denne nye, midlertidige virkelighed.
Derfor håber jeg, at I alle husker at forkæle jer selv og jeres familie med kultur i form af film, litteratur og online foredrag!