Tine: "Kære Corona-dagbog"

Efter ca 2 uger på hjemmekontoret blev jeg stiv i nakken og måtte erkende, hvor meget god ergonomi på arbejdspladsen betyder. Jeg tog ind på biblioteket for at hente min kontorstol (det må man godt lige gøre). Byens gader var stille, og der var tomt på pladsen udenfor. Jeg var helt alene i det store hus, som ellers summer af liv, og især stilheden var slående.
Jeg kom til at tænke på 1976, hvor jeg var på studietur bag jerntæppet og besøgte Moskva og Leningrad. Det var i januar, det var eksotisk, ufrit, meget koldt (minus 26 grader) og STILHEDEN i de brede gader var underlig. Et par gamle busser raslede lidt og enkelte sorte limousiner skød frem i stor fart. Der var en besynderlig stemning af fastfrosset ufrihed, samtidig med at solnedgangen over Nevafloden og Vinterpaladset var et ubeskrivelig smukt syn.

Vi lærte intet brugbart om biblioteker – måske bortset fra hvordan det IKKE skulle gøres. Vi forærede den søde dansktalende guide Suzanne Brøggers ”Creme fraiche”. Hvad tænkte vi dog på: Han kunne ende i Gulag for at besidde den… Bøger kunne betyde liv eller død dengang.

På vejen hjem blev jeg syg. Meget syg. Det var tyfus, og jeg blev indlagt på hospitalet i 3 uger: I isolation. Det var virkelig kedeligt. Min mad kom ind gennem en luge, og de få besøgende, jeg måtte få, havde alt det udstyr på, som vi nu alle kender så godt fra tv. Men sjovt nok måtte jeg gerne låne bøger fra biblioteket. Man havde fra tuberkulosens dage vedtaget, at bøger ikke smitter. Mon det gælder endnu? Men det var i hvert fald godt for den mentale tilstand hos den kommende bibliotekar!

Nu i efteråret befandt jeg mig pludselig på den anden side af døren. I gang med at lære at tage værnemiddeludstyr på. Inde bag døren lå min datter og mit nye barnebarn … i isolation. Hvor var det godt at se dem, hvor var det svært at holde fingrene fra dem.

Nu er der gået flere dage – isoleret fra kolleger og brugere på biblioteket. Der er nok at lave alligevel. Der bliver stadig udgivet fysiske bøger, og min opgave er at købe dem til biblioteket. Der er mange ting, der skal ordnes og aftales, og Skype er da en fantastisk ting. 

Jeg er nok lidt følsom overfor isolation. Siden dengang i 1976 har jeg haft en lille tendens til klaustrofobi, og jeg blev i alle henseender et stærkt frihedselskende menneske.
Vi er ramt på forsamlingsfriheden fysisk, men vi må glæde os over, at den findes lovligt online.

Ytringsfriheden fandtes ikke dengang bag jerntæppet. Den har vi – og den skal vi virkelig påskønne og værne om … med alle midler …