Sebastian: "Kære Corona-dagbog..."
”Faaaar?” lyder det, og det er klart, at der kun er én af de voksne i husholdningen, der kan bruges lige nu. Til hvad, aner jeg ikke, men jeg skriver videre, bare et øjeblik. Det kunne jo være, at mor var lige så fantastisk. Hvis ikke mere.
”Faaa-ar!” er der nu én af drengene, der råber, og jeg ved, at jo længere jeg trækker den, jo mere vil de blot forstyrre, og jeg vil aldrig blive færdig med det jeg skal nå i dag. Selv om biblioteket har lukket sine fysiske døre, så er der et væld af digitale tilbud, som man stadig kan benytte sig af. Arbejdsdagen i dag, er derfor blandt andet gået med at følge et Webinar om online undervisning, så vi kan blive endnu skarpere på vores tilbud til alle borgere i denne krisetid, men det blev selvfølgelig også afbrudt af spørgsmål om perspektiv og skygger i vores førstefødtes arbejde med sydamerikansk kultur i et hjemmebrygget tværfagligt historie- og billedkunst-forløb :)
”Hvem siger noget?” råber jeg tilbage fra min arbejdsplads på førstesalen, mens jeg kan høre et af Aviciis klubhits brøle ud ad døren på vores ældste barns værelse, en dejmaskine der kører på højtryk i køkkenet, som var det et damplokomotiv, og hunden der gør ad posten, som på helt utrolig vis stadigvæk er på arbejde.
”Du-ved-nok-hvem…” lyder det fra yngstemandens værelse, da jeg kommer ned ad trappen, og et øjeblik er det som om J.K. Rowlings univers smelter fuldstændig sammen med virkeligheden. Jeg stopper op og smiler, mens han stadig er helt forgabt i Harry Potters eventyr på Hogwarts og andre steder i verden mellem mennesker og troldmænd. Magikere, der sikkert med et snuptag kunne fremtrylle en sikkerhedsham, lidt ligesom usynlighedskappen, som Harry bruger et utal af gange, blandt andet når han går rundt om natten på Hogwarts snørklede trapper, og tit må skjule sig for Severus Snape, lærer udi eliksirer og mørkets kræfter.
Desværre kan vi ikke hidkalde troldmændene for at hjælpe os i kampen mod Corona. Til gengæld, er det en fantastisk gave – at forsvinde ind i en anden verden, og jeg siger til mig selv, at jeg skal blive bedre til at gøre ligesom mine børn, i stedet for at ligge søvnløs om aftenen, som en anden forstenet grøntsag og tænke, at jeg ikke ved hvad der ville være mest skræmmende at få indenfor døren – Voldemort … eller Corona/CoVid-19.
Lige nu, trøster jeg mig med, at børnene trives i bøgernes verden, og selvom vi lever ret så isoleret i skovbrynet ved en forstad til Aarhus, så er fætre, onkler og tanter til gengæld kommet meget tættere på i hverdagen. Selv en ny kammerat fra vinterens tur til Norge, er blevet et solidt bekendtskab efter børnene har fundet ud af at der findes en videoopkaldsfunktion på deres telefon. På den måde, bringer denne krisetid alligevel os alle en mulighed for at række ud til dem, der faktisk betyder en hel del for os, men som vi så sjældent får talt med fordi hverdagen trænger sig på. Derfor er dette dagbogsindslag også en opfordring til alle om at række ud til familie, venner og bekendte, som I måske ikke får talt med så tit. Man lærer meget om andre ved at ringe op midt i en sværdkamp med børnene, skulle jeg hilse og sige. Men lige nu, er alle skærme slukkede, og jeg vil sætte mig ved familiebordet for at dykke ned i endnu en tur til Hogwarts fortryllende univers sammen med yngstemanden.