Billede fra arrangementet Vegetarisk hverdag

Verdensmål på tallerkenen!

23. november bød vi på Silkeborg Bibliotek indenfor til en aften med fokus på vegetariske opskrifter og Borgernes Klimahandleplan. Men kan maden på din tallerken virkelig gøre en forskel?

Det korte svar er: Ja, det gør en reel forskel - også for dit CO2-aftryk - hvad du fylder på din tallerken. Derfor fylder maden også noget i Borgernes Klimahandleplan, der er udarbejdet af Silkeborgs Klimahandlingsudvalg i samspil med borgere i hele Silkeborg Kommune.

For os på Silkeborg Bibliotekerne gav det god mening at invitere Camilla Skov til at fortælle om vegetarisk hverdagsmad og samtidig få Luis da Silva Martins, formand for Silkeborgs Klimahandlingsudvalg, til at præsentere Borgernes Klimhandleplan. Camilla Skov har med sine flere end 80.000 følgere på instagram og sine tre bestseller-kogebøger formået at gøre vegetarisk herdagsmad til et koncept, som de fleste kan tage del i. Camilla lægger selv stor vægt på madglæde, og at mad skal være ukompliceret og bare smage bragende godt.

Hvad har det med biblioteket at gøre?

Silkeborg Bibliotekerne er verdensmålscertificerede og vi bærer et særligt ansvar for at understøtte en bæredygtig, folkelig forankring af arbejdet med verdensmålene. Det gør vi med involerende arrangementer, foredrag og workshops. Som Luis da Silva Martins utrykte det til arrangementet d. 23. november, så passer det "som fod i genbrugshose, fordi bibliotekerne har kompetencerne og fagligheden, når vi arbejder med folkeoplysning, dannelse og er tæt på borgerne".

Helene, Rikke og Rasmus til arrangement m. Vegetarisk Hverdag

Hvad siger borgerne?

110 personer havde tilmeldt sig aftenen, hvor de kunne få inspiration fra Camilla Skov, der har som mission at gøre vegetarisk madlavning så nemt og lækkert som muligt, så alle kan være med. Jeg mødte Rikke og Rasmus Froberg, mor og søn, der var taget afsted sammen med Rikkes veninde Helene."Jeg kender Camilla Skovs kogebøger, så det var spændende at høre hende", fortæller Rasmus, der tilføjer, at det også betyder noget for ham, at Camilla Skovs univers er så tiltalende rent æstetisk. "Og så har jeg også taget min veninde med, fordi vi snakker meget om bæredygtighed", forklarer hans mor, Rikke Froberg, og fortsætter "bæredygtighed kan være højtragende og flyvs, men her blev det helt hverdagsagtigt og konkret".

Helene stemmer i: "Ja, og præsentationen af Borgernes Klimahandleplan bringer jo noget med ind, som er nødvendigt at forholde sig til. Det er godt set, at fortælle om det her, for jeg var ikke kommet til det alene, selvom det binder hele arrangementet godt sammen".

De tre er enige om, at de må lade sig inspirere af Camilla Skovs opskrifter, når de næste gang skal holde fællesspisning hos Rikke. 

Min tallerken - min beslutning? 

Som privat forbruger kan jeg godt blive i tvivl om, hvilken forskel, jeg kan gøre med mine valg og indkøb. Jeg kan blive handlingslammet - men vil allerhelst holde fast i dét, der er blevet Silkeborg Bibliotekernes verdensmålsmantra "Alle kan ikke gøre alt, men vi kan allesammen gøre noget". Og det kan gøre en forskel - tallene taler et tydeligt sprog og oksekød er tæt på at være bandlyst i mit køkken. 

Jeg har altid holdt af madlavning og set med klimabrillerne på, er der virkelig noget at vinde ved at kaste et bevidst blik på indkøbssedlen. Derfor begyndte jeg at overveje, om jeg kunne lave burgere uden bøf og lasagne uden oksekød. Det kan jeg sagtens, og det går ikke mærkbart ud over min livskvalitet - eller ud over smagsoplevelserne. Jeg bruger i øvrigt stegte, strimlede portobellosvampe i burgeren og laver vegetarisk lasagne eller lakse-lasagne i stedet for den klassiske. Ikke hver gang, men langt de fleste gange.

Naturligvis er det altid i sidste ende min egen beslutning, hvad jeg kommer på tallerkenen, men jeg ønsker at træffe bevidste valg - også når det giver anledning til lidt hovedbrud og kræver en vaneændring. 

Materialer