Foto af Kristian Leth

Om dette arrangement

Tid
10:00 - 11:00
Pris
45 kr.
Sted
Medborgerhuset, Sal A
Målgruppe
Voksne
Litteratur & viden

Højland – Kristian Leth

10.06.23
Mød forfatter, musiker og journalist Kristian Leth i samtale med Maria Louise Elgård Rasmussen. Med udgangspunkt i hans to seneste bøger ”En vej ud af tågen” (2022) og ”En tid med mirakler” (2022) vil samtalen kredse om minder, maskulinitet og myter.

Bøgerne er første og anden del af en erindringstrilogi. Det er vildtvoksende, tænksomme værker om en barndom, Kristian Leth knap kan huske, og om den depression, der rammer ham, da han husker.

Ud af tågen dukker minder om skiftende barndomshjem, årene i Norge, om hans fars fravær, om leg og slåskampe med hans to brødre og et ønske om at vriste sin egen historie fri fra faderen Jørgen Leths distancerede, observerende anekdoter. ”En tid med mirakler” er titlen på anden bog og på et album, Kristian Leth skrev sideløbende med bogen. ”En tid med mirakler” består af dagbogslignende tekster, som kredser om at turde være i verden og at gøre op med sig selv, hvad der er det mest mirakuløse ved livet.

Kristian Leth (f. 1980) har siden sin uddannelse fra Forfatterskolen i 2002 skrevet ni bøger – blandt andet digtsamlinger, faglitteratur og en roman. Derudover har han som musiker og sanger udgivet femten plader, herunder ni med bandet The William Blakes og tre soloplader på dansk. Han har modtaget priser for sit arbejde – både som kunstner og som radiojournalist, hvor mange nok vil kende hans stemme fra serier som ”Album” og ”Bibelen Leth fortalt”.

Kristian Leth bor i New York med sin hustru og deres tre børn.

Vi glæder os over at kunne præsentere forfatter Kristian Leth på Højland Litteraturfestival 2023!

Logo for Statens Kunstfond
Højland Litteraturfestival er støttet af:
Statens Kunstfond & Tonni og Kaj Munksøs Fond