Sommerferie er lig med… hygge og højtlæsning!

Det jeg glæder mig allermest til ved sommerferien er at have TID til alt det sjove og fantastiske ved at have børn. Fx at læse stakkevis af bøger! Her kan du læse om nogle af de bøger, der ryger med i min families feriekuffert.

For mig betyder ferietid, at man får lov til at være den der mor, der siger ja og ikke nej til alle børnenes forslag og plagerier. Ja til koldskål til aftensmad, ja til cykeltur klokken lidt i sengetid, ja til at fylde det store badebassin og jaaaaaa til at læse den lange godnathistorie, selvom klokken er mange. Mine børn er 4 og 7 år, så det er ikke alt den lille finder lige så interessant som den store, men smagen for gys, humor og fantasy deler de heldigvis. Og hvis bare bøgerne indeholder billeder, er der ingen protester!

Hjemme ved os elsker vi serier, og udover Vitello er monsteragenten Sofie Vaks og den frække lømmel Beskidte Bertil nogle af de store helte. Det passer lige med, at vi mangler en i hver serie, så de er reserveret og afhentet. Bøgerne om Sofie Vaks er både søde og spændende med drønflotte tegninger, og bøgerne om Beskidte Bertil får dem til at grine højt. Og jeg elsker bare, når ungerne får grineflip over noget, jeg læser.

Selvom mit ældste barn er ved at være et stort skolebarn, læser vi stadig masser af billedbøger. Billedbøger er – hvis du spørger mig – ikke kun for små børnehavebørn. De bedste af dem forstår at underholde og fortrylle på tværs af alder.

Udover bøger til højtlæsning, skal tasken også pakkes med letlæsningsbøger. Selvom det er ferie, synes især mor, at det der læsning skal holdes ved lige. Vi går især efter de lydrette bøger. Du kan finde lignende ved at søge på ’lydret’ på vores hjemmeside.

Og så er der ingen ferie uden lydbøger. Mine børn bliver køresyge bare de ser en autostol. Og det eneste, der hjælper bare en lille smule er lydbøger.

Bliver vejret ved med at være i dårligt humør, ryger der også et par inspirationsbøger til gode familielege med i tasken. Kryds fingre for at det ikke bliver nødvendigt!

God sommer! Vi ses på biblioteket!

Materialer