Familiefilm på Filmstriben

17.10.23
Det er efterår, og hvis vejret ikke er alt for godt, er det oplagt at kravle under dyner i sofaen, lave en kop varm kakao og sætte en god familiefilm på. På Filmstriben finder du en lang række sjove og finurlige film - her er både klassikere fra din egen barndom og nyere film som du måske ikke kender i forvejen. Kig med her og lad dig inspirere til din næste filmoplevelse sammen med familien.

Mary og troldkvindens blomst

Mary er flyttet ud på landet for at bo hos sin grandtante Charlotte. Mary har dog meget svært ved at falde til i sine nye omgivelser, der hverken byder på de store eventyr eller nye venner. En dag forfølger hun en mystisk kat ind i en nærliggende skov, hvor hun opdager et gammelt kosteskaft og en besynderlig lysende blomst. Blomsten viser sig hurtigt at være magisk og før Mary ved af det, flyver kosteskaftet hende højt op over skyerne og afsted til en magisk skole for troldmænd og troldkvinder. 

Månens vogter

Der er vagtskifte på en lille planet, hvor nye kræfter skal overtage de vigtige hverv som solens og månens vogtere. Den nye solvogter er arrogant, mens månepasseren er naiv! Det går da også grueligt galt, så de to uheldige vogtere må slå sig sammen for at redde planeten!

Azur og Asmar

Azur og Asmar vokser op sammen. Den første er rigmandssøn med lyst hår og blå øjne, mens den anden er tyende og har sort hår og kulsorte øjne! En skønne dag skilles deres veje imidlertid, men de mødes igen som konkurrenter. De vil nemlig begge befri en tilfangetagen fe.

Legenden om Jordhavet

Prins Arren af Enlad er på flugt, fordi mørke kræfter i hans indre har tvunget ham til at myrde kongen - hans far. Med sig har han det kongelige sværd, som gemmer på mystiske kræfter. Men han er ikke den eneste, der vil have dette sværd! På sin vej møder han troldmanden Sparrowhawk og den hjemløse pige Theru.

Taynikma - Legenden om Rax

Rax tror, han hører til i den mægtige bjergklan, men klanen beskylder ham for at være tyv og jager ham på porten. Hjemløs og på flugt bliver Rax tilbudt at komme med i den lokale tyvebande. Nu må Rax vælge, hvad der er vigtigst: At være tro mod sig selv eller være en del af et fællesskab.

Emil fra Lønneberg

Emil er en lille vildbasse, der ustandselig finder på skarnsstreger. Det ophidser hans far og bekymrer hans mor, når han f. eks. sidder fast med hovedet i suppeterrinen, hejser lille Ida op i flagstangen og slår til søren på Hørby marked.

Mumitroldene - Jul i Mumidalen

Mumitroldene sover vintersøvn, men Mumi vågner før tiden og oplever sne og is. Han møder Isdronningen, en vinterbadende hemul og hunden Ynk, som vil hyle med ulve. Julen kommer, men mumitroldene ved slet ikke, hvad det er for en fyr!

Hodja fra Pjort

Hodja drømmer om at rejse ud i den store verden. Drømmen går i opfyldelse, da han får et flyvende tæppe af en gammel tæppehandler. Han skal bare lige finde tæppehandlerens barnebarn i den store by og tage hende med tilbage til Pjort.

Drømmebyggerne

12-årige Minnas liv bliver vendt på hovedet, da den nye bonussøster Jenny flytter ind. Jenny er en plage, og Minna vil have hende ud af sit liv! En nat møder Minna Drømmebyggerne og opdager, at hun kan ændre Jenny ved at ændre hendes drømme. Men at ændre drømme har store konsekvenser. Så Minna må redde Jenny i drømmeverden for at redde sin familie i den virkelige verden.