Dyk ned i grafiske romaner til voksne
Billedbåren litteratur vinder frem på både voksen- og børneområdet, og jeg forstår hvorfor. Ved at lade en fortælling udfolde sig i både ord og billeder, åbnes op for mere komplekse fortællinger og fortolkninger. Her får du fem anbefalinger!
Af Josefine Hegelund
Jeg er vild med grafiske romaner og tegneserier, og noget tyder på at vi er mange, der har det sådan. I hvert fald stiger antallet af udgivelser i disse år. Det på trods af, at illustratorer har trange kår. Derfor blev jeg også glad, da min kollega viste mig, at Kulturministeriet har udarbejdet en litteraturhandlingsplan, der blandt andet sætter penge af til billedbåren litteratur, lyrik og faglitteratur - det vil sige litteratur, der ikke gør sig så godt i de digitale formater. Fokusset på den fysiske udgivelse er vigtigt, særligt når det handler om billedbåren litteratur.
Her har det fysiske format en kæmpestor betydning for den samlede læseoplevelse, for det er i samspillet mellem ord og billeder, at fortællingen opstår.
En udvidet læseoplevelse
Og hvad er det så grafiske romaner og tegneserier kan? For det første bliver læsningen en æstetisk oplevelse. Dygtige illustratorer kan det, som dygtige forfattere også kan: De kan få dig til at græde, blive rystet, væmmes eller blive betaget. For det andet giver billederne en udvidet læseoplevelse.
Billeder kan vise læseren noget, som ordene ikke fortæller, f.eks. kan tegninger vise, at karaktererne siger noget andet, end det, de mener. De kan også vise et følelsesliv, der er svært at forstå på skrift, men træder tydeligt frem som billede. Man kan sige, at karakterernes stemmer kommer frem gennem en kropslig tilstedeværelse.
I børnebiblioteket har det været, og er det stadig, et projekt for os at cementere grafiske romaner og tegneserier som rigtig læsning. Vi vil gerne gøre op med forståelsen af at ord hierarkisk ligger højere end billeder, altså at bøger med flere ord end billeder er mere »ægte læsning«. Hos os handler læsning om fordybelse og den gode oplevelse - uagtet forholdet mellem billede og tekst.
Kombinationen mellem ord og billede kræver nogle gode læse- og analyseegenskaber, for det er som sagt i samspillet mellem ord og billeder, at fortællingens essens opstår. Hvis du har fået lyst til at læse en grafisk roman eller tegneserie, så se med herunder, hvor jeg anbefaler fem af slagsen fra voksenhylden.