Fælles bøger til feriekufferten
Vil du inspireres til, hvilke bøger du og din partner og eventuelt store teenagebørn kan skiftes til at læse ved poolen eller sommerhuset? Så kig med her!
Af Trine Færge Haurits
Jeg kender masser af mennesker, der er glade for at læse e-bøger. De fylder ingenting, og du behøver ikke engang bevæge dig ned på biblioteket for at få fat i noget læsestof, men kan finde det hele fra sofaen med et par få klik. Kald mig bare gammeldags, men der er intet ved det, der tiltaler mig.
Jeg elsker at støve rundt blandt hylderne, spørge boghandlere og kollegaer til råds, planlægge og glæde mig til sommerens læseoplevelser med bøger af papir! For jeg insisterer troligt på, at læsning er noget med en papirbog og tager gladelig diskussionen med familiens teenagere om, hvorfor de ikke kan få et par ekstra sko med på ferien, mens jeg gerne må mase fem, fede bøger ned i kufferten.
Måske det hænger sammen med, at læsning for mig er en stund, hvor jeg hopper af nettet, kaster mobilen langt væk og for en tid er fordybet i én ting ad gangen?
Det har jeg meget sværere ved, når jeg læser på skærmen. Derudover føles det bare ikke rigtig med en kold, glat iPad ved poolen, så familien må finde sig i mine besværlige papirbøger.
Til gengæld gør jeg mig umage med at finde bøger, som vi kan være fælles om at læse på kryds og tværs af alder og interesser. Altså bøger som både min mand og jeg kan læse og enkelte af dem også familiens store teenagere.
I år har der endda sneget sig en slags faglitterær højtlæsningsbog ind om vild natur, og det kan godt være, det kræver et par snackskåle at få de store børn med på den læseoplevelse. Men pyt. Det er jeg lykkedes med før, så det skal prøves igen.
Vil du også inspireres til, hvilke bøger du og din partner og eventuelt store teenagebørn kan skiftes til at læse ved poolen eller sommerhuset? Så kig med her, når jeg anbefaler fem forskellige fælles-bøger til jeres sommerferie. Fælles for de anbefalede bøger er, at de med en enkelt undtagelse har nogle år på bagen, har overstået deres første runde af popularitet, og som du derfor kan være heldig at få med hjem fra biblioteket i tide til din sommerferie.
Derudover er det bare gode bøger, som alle kan lide, som ikke er alt for krævende og tiltaler de fleste på tværs af smag og alder.