Bøger, frihed og forbud
Efteråret 2025 har på mange biblioteker stået i de forbudte bøgers tegn. Her anbefaler Britt fem forbudte bøger, du med fordel kan føje til læselisten.
Af Britt Skjoldborg
Så er et bogår snart slut. Og sikke et bogår, det har været!
Året har ikke bare budt på et væld af spændende udgivelser, men 2025 har også budt på et øget fokus på, hvorfor det er så vigtigt, at bibliotekerne fortsat frit kan præsentere bøger på hylderne og ikke bliver underlagt censur, sådan som det ofte hyppigere foregår på fx de amerikanske biblioteker.
På mange af landets biblioteker har efteråret stået i netop de forbudte bøgers tegn. Kampagnen ”Forbudte bøger” er udsprunget af organisationen PEN og har kørt på biblioteker over hele Norden. Kampagnen sætter fokus på bøger, der er forbudte, eller på et tidspunkt i historien har været forbudte, rundt om i verden. Der er rigtig mange bøger, der har været forbudte, og der bliver desværre flere og flere i disse år.
Ifølge American Library Association var der i 2023 forsøg på at fjerne 4240 bøger fra biblioteker i USA. Det er det højeste antal i de 20 år, foreningen har holdt øje. I 2022 var tallet 2571.
Et eksempel på en forbudt bog, som de fleste nok husker, er Salman Rushdies ”De sataniske vers” fra 1988. En udgivelse, der betød, at forfatteren fik nedkaldt en fatwa over sig. Et andet eksempel er Margaret Atwoods ”Tjenerindens fortælling,” der i dag er censureret på mange biblioteker og skoler i USA. ”Tjenerindens fortælling” fra 1985 adresserer på dystopisk vis, hvordan magthavere kan eje kvinders livmoder – noget der er højaktuelt i USA med forbuddet mod abort.
Et andet højaktuelt eksempel er russiske Sergej Lebedevs ”Augustmennesker”, der handler om nogle af de mennesker, der forsvinder i Rusland, og som efterfølgende skrives ud af historien – som om de aldrig har eksisteret.
Læs lige det, du har lyst til
Hvorfor er det så vigtigt, at vi kæmper for friheden til at læse de bøger, som vi ønsker? Det er det, fordi det handler om tankens frihed. Man kunne også vende spørgsmålet om og spørge: hvorfor ønsker magthavere at indskrænke muligheden for, at vi kan læse bestemte bøger? Det gør de, fordi bøger kan noget særligt. De taler til vores inderste tanker og til vores opfattelse af os selv og verden. Bøger udvider vores evne til at tænke, og derfor giver bøger giver os en bredere forståelse af verden, os selv og andre mennesker.
Så støt tankens frihed, tag på biblioteket og sørg for at læse lige det, du har lyst til!
Hvis du leder efter inspiration til læsning, så læs nogle af mine anbefalinger af forbudte bøger herunder, eller kom til vores årlige bogshow ”Årets bøger” i januar, hvor du får præsenteret de bedste bøger fra 2025.