Ingrid Rønne: At høre til de udsatte
Præsentation:
Jeg er Ingrid Rønne, livsnysgerrig 70 årig, skriver slægtshistorie, sluger bøger, holder også af at cykle og trave og ikke mindst socialt samvær.
Min historie om Coronaåret kom til mig, da jeg oplevede, hvor bange mit barnebarn var for alt det, hun hørte. Jeg fik flashback til Ungarnkrisen i 1956, hvor jeg var 5 år. Jeg kunne ikke læse de pamfletter, der kom med posten, men jeg oplevede, at noget farligt var under opsejling. Der blev ikke talt med os børn, så i lang tid havde jeg en lille angst indeni. Den angst skulle barnebarnet ikke have, så vi har talt meget om det hele, og hun vil senere kunne læse min fortælling.
Og jeg synes, det er interessant og vigtigt at få så mange forskelligartede coronaoplevelser beskrevet til eftertiden.
At høre til de udsatte
”Vi kommer altså ikke ned til jer i weekenden, for I er jo gamle, og hvis vi nu har corona, og vi smitter jer, så kan I risikere at dø”, meddelte vores yngste barnebarn mig grædende i telefonen. Ups, den var svær, men vi har respekteret deres holdning, om end vi pludselig følte os meget gamle. Vi har aldrig tænkt på os selv på den måde, for vi er med vores 69 år friske, adrætte og fri for dårligdomme.
Sådan indledtes min coronatid tilbage i marts 2020.
Halvanden måned senere mødtes vi så forsigtigt et par timer i en skov med den lille familie. Her fik vi lov at knuse med hue og tørklæder om hovedet. Det var dejligt at mærke dem, og at se og høre, at de faktisk klarer afsavnet med skole og venner på allerbedste vis. Fjernundervisningen har for dem været dejlig, siger de, og vi har siddet stand-by, når der var tysk og matematik på skemaet.
Angsten
Aldrig har jeg dog vasket hænder så flittigt, og aldrig har jeg fulgt så meget med i nyhedsudsendelser som den første måned af nedlukningen. Hvad er det her for noget? Pressemøderne med statsministeren og folk fra sundhedsvæsenet kunne gøre én helt ræd. Og på et tidspunkt holdt jeg næsten op med at overvære disse pressebriefinger, blev helt immun over for tal og løftede pegefingre. Jeg havde forstået alvoren og også forstået restriktionerne, som jeg havde til hensigt at følge.
Det nye mantra blev hurtigt lært: Sammen og hver for sig har vi et ansvar.
Som dagene og ugerne gik, oplevede jeg dog mere og mere, at det var, som blev vi styret af frygt. Ganske vist gav statsministeren os altid ros for at holde afstand og god hygiejne, men der kom altid et stort MEN, hvilket fik mig til at tænke på, om vores sunde fornuft ville fordufte. Medierne satte både dengang og nu fokus på de værste tilfælde og på de mest utilfredse med alting. Yderst sjældent om det positive, coronaen også har bidraget til. Jeg tror meget på, at positive historier fremmer mere end frygtjournalistik.
Angsten for alt det ukendte kunne og kan stadigvæk nemt kamme over og få os til at angive/belære hinanden. Det er nemt nok at forstå angsten for at blive smittet, men vi skal også kunne omgås, når det hele er ovre.
Ting må godt tage tid
De første uger gik faktisk fint. Der blev ryddet op i skuffer og skabe, ordnet udhus og kørt i rutefart til lossepladsen, altid med handsker og håndsprit i baglommen.
Malet, fældet træer, ordnet have, vasket bil og vinduer, sorteret gamle fotos og breve – alt sammen med dejlige kaffepauser indlagt. Og hvis jeg ikke lige blev færdig, så pyt, der skulle jo også være nogle aktiviteter til i morgen og i overmorgen. Og lige præcis det med, at jeg havde al tid i hele verden, ikke at have noget i kalenderen har været rigtig svært for mig at håndtere. Mærkeligt, for hvor ofte har jeg ikke ønsket mig bare et par dage helt fri til at ordne alt det, der har hobet sig op! Eller bare vågne uden vækkeur!
Jeg har virkelig skullet passe på ikke at blive stresset over ikke at blive færdig med en aktivitet, men det var vist nok det, der stressede mig. Det tog faktisk flere uger, før jeg havde lavet mig en struktur på dagligdagen. Det hjalp. Måske har disse oplevelser været sunde for mig. Tænk at have mulighed for bare at være! Det vil jeg tage med mig.
Det sociale fællesskab
Som folkepensionist skulle man tro, at en sådan nedlukning ikke ville betyde den store forandring, men det har den. Jeg er en aktiv pensionist. Underviser 2 hold i tysk i Ældresagen, er frivillig i Selvhjælp Silkeborg, og jeg har normalt faste ugentlige bedstemordage hos børnebørnene. Alt blev lukket, og sådan har det nu været i over et år. Alligevel er jeg privilegeret. Jeg har en at dele dagligdagen med; jeg har ikke lidt af hudsult, som mange enlige har fortalt om, og vi bor i eget hus med skovgrund og med Thorsø som nabo. Min mand og jeg har klaret samværet ganske godt; dog har vi hver især nogle gange flygtet hjemmefra for at få nye input til samtaler. Meget underligt at tale sammen med 2 m´s afstand, dog bedre end ingen samtaler.
Vi har travet mange flere ture end vi plejer, vi har cyklet kommunen tynd med kaffe i tasken. Og vi har brugt vores kano flere gange i coronaåret end hele sidste år – tankevækkende.
Mange har siddet alene og uden at måtte få besøg. De kan meget nemt opleve en begyndende depression. Jeg besluttede mig hurtigt for at være ´ringeveninde´, og mage til taknemmelighed skal jeg lede længe efter.
Det har været temmelig vanskeligt ikke at have det sociale fællesskab, jeg holder så meget af og som er livgivende. Af og til har jeg vovet mig forbi en veninde til udendørs kaffe, men det har været, som om jeg gjorde noget forbudt. Det har været meget fremmed bare at sige hej hej, når vi plejer at give hinanden et knus.
En ny verden?
Hen over sommeren og efteråret 2020 blev det muligt at mødes med lidt flere mennesker, og det hjalp gevaldigt på humøret selvom spritflaskerne og mundbindene var faste følgesvende. Og her i 2. nedlukning i 2021 er det som om, netop de restriktioner er blevet dagligdag sammen med test. Kollektiv tilpasning. Det er også tankevækkende, synes jeg.
Jeg har læst rigtig mange bøger, og så har jeg brugt en del timer på facebook, hvor vi trods alt har kunnet dele oplevelser med hinanden – lidt tosset og alligevel ikke. Tænk på alle de koncerter, teaterstykker, foredrag, spilsammen-arrangementer osv, som initiativrige mennesker har fået ideer til. En helt ny verden, som måske er kommet for at blive. Og hvad vil det så betyde for face-to-face arrangementer, vi har kendt og taget del i i vores fritid? Spændende og også lidt ildevarslende. Jeg vil i hvert fald gerne sidde i et teater igen, og det ønske er præcis gået i opfyldelse. Her midt maj 2021 er dagligdagen ved at nærme sig, hvad vi tidligere har kaldt for normal.
Husk at nyde nuét
Nu, hvor landets åbning næsten er en realitet, er grundklangen i mig fortsat, at det hele nok skal gå. Også selvom jeg oplever lidt uro i maven over igen at have ting i kalenderen. Paradoksalt. Men så messer jeg for mig selv: husk at nyde nuet – og det hjælper. Fordi jeg tror på og glæder mig til i selskab med andre mennesker at blive udfordret, blive skubbet til og inspireret, at diskutere ansigt til ansigt og blive klogere, at kunne se og mærke ansigtsmimik og kropssprog.
Sammen hver for sig har været nødvendig, men den menneskelige kontakt og fællesskabet er livsvigtig og gør os livsduelige.