Jørgen Madsen: Liv i coronas skygge
Min historie om et år med corona er en hyldest til de mange lærere (og andre), som på trods af nedlukninger og en meget forandret hverdag med sprit, mundbind og regler, fandt løsninger for at lykkes med undervisning og skabe trivsel for elever placeret foran computerskærme og møder på Meet.
Liv i coronas skygge
Onsdag 11. marts 2020 deltog jeg i en konference i Viborg og vi diskuterede den nye, kinesiske virus, som havde fundet vej til Europa - i særdeleshed til skiområder i Østrig og Italien, men vi var enige om, at skolerne i Danmark aldrig lukkes. Få timer efter tonede Mette Frederiksen frem i TV-Avisen og afsluttede vores diskussion. Det virkede surrealistisk. Og da vi om lørdagen tog vores børnebørn med til Vesterhavet for at komme på afstand af smitte og voksnes bekymringer, havde mange andre fået den samme idé, så vi gik i store flokke og kiggede lidt nervøse på hinanden. På vej hjem gjorde vi holdt ved MCDonalds, og mens vi var ved at bestille menuer, kom der besked om, at alle restauranter og cafeer skulle lukkes - vi måtte spise i bilen!
Det gav mindelser om krig og om en lille blå folder fra min barndom, “Hvis krigen kommer” - om atomkrig.
Heldigvis kom foråret i gang og solen skinnede ind i hjemmekontoret, hvor jeg ved hjælp af 2 computere og min iPhone kunne bedrive hjemmeundervisning online. Efter lidt startvanskeligheder, mest af teknisk karakter, gik det faktisk ganske godt med undervisningen. Jeg lovede præmier til de hurtigste på nettet om morgenen, lavede tekstanalyse og diskuterede engelske tekster, havde filmprojekt med Filmby Aarhus og tilbragte i det hele taget mange timer foran skærmene. Oplevede god kontakt med elever, som havde brug for ekstra støtte og dygtige elever “spurtede afsted” på egen hånd. Succesen stod i skærende kontrast til -kontrol og hygiejne-helvedet, da vi vendte tilbage til klasseværelset. Afspritning med ildelugtende sprit, regler for måder at sidde på og måder at gå på - der var næsten ingen tid til kvalificeret undervisning.
Sommeren kom og smittetallene gik ned og livet vendte så småt tilbage, men mørke skyer hang hele tiden i horisonten - kommer der en 2. bølge? De sundhedsmæssige diskussioner blev efterhånden afløst af politiske diskussioner og medierne slyngede tal og prognoser ud i en lind strøm og gjorde det i hvert fald ikke klarere for ret mange.
Mundbindet blev det synlige tiltag, som myndighederne tog i anvendelse i efteråret, på trods af, at det tidligere tilsyneladende ikke havde den store effekt i forbindelse med coronasmitte. Nu ligger der mundbind på gader og stræder, i skoven og i grøfterne og folk får udslet og åndenød og kigger skævt til de, der glemmer eller går med badge, fordi de er så heldige at være undtaget.
Og jeg valgte at stoppe med at arbejde og lavede i stedet en Mandags golfklub og en Tirsdags cykelklub og går regelmæssigt til testning, så jeg er nogenlunde sikker på, at jeg ikke smitter andre, selvom jeg bruger mit mundbind i længere tid end foreskrevet.
Mere end et år med corona har gjort noget ved livsglæden og jeg tænker ikke på os, som har kortere tid tilbage end det vi har levet. Det er ikke kun et forsømt forår, men nogle adfærdsmønstre med kropslig kontakt, som måske vil have svært ved at vinde indpas igen for børn og unge. Vi skal lære at leve med pandemier og stadig leve livet.