Lise Søelund: Læsehjørne, læselampe og læsehest

Det var umuligt at forestille sig, at jeg skulle komme til at læse mere, end jeg allerede gjorde, men det blev resultatet af det næsten halvanden års isolation, som heldigvis lakker mod enden nu, da jeg skal vaccineres på mandag. Jeg havde læst Camus’ "Pesten", hvorfor jeg måtte finde endnu et værk, der havde fokus på det, som man følte var ens vilkår i den lange epidemiske periode, og det blev naturligvis Dekameron, der er græsk og betyder ti dage. Man tænker snart, at her er da ikke noget at klage over, for ti dage på afstand fra en pest i Firenze, der i øvrigt foregår på et landsted, hvor man bliver opvartet, får underholdning i form af selskabslege og lækre festmåltider, kan ikke være så vanskeligt sammenlignet med krammeforbud, mundbind, afstand og pas. Imidlertid er læsningen af Dekameron en velsignelse, og dagene gik godt med tiende, hvilket vil sige ti mennesker, der på ti dage fortæller ti historier hver. Vi kom med ridderne på eventyr, blev besindet på købmænds kloge og fornuftige livsindstilling, og selvfølgelig blev der iblandet en del erotik ikke mindst blandt munke og præster. Tre bind og så ikke mere pest, for herefter var jeg motiveret for bare at læse alt det, som jeg måske havde overset i de senere år, fordi min læsning altid var fokuseret på filosofi, som er mit fagområde, så jeg fandt en læseliste med 100 værker, hvor det herefter bare kørte med "Bliktrommen", "Chefen Fru Ingeborg", "Det lykkelige Arabien" og en skat af tilsvarende.

Tiden gik godt med læsningen, og jeg fik også en fin læselampe samt installerede mig i et læsehjørne, men naturligvis gjorde det halvandet år sit indtryk på mig, og mest af alt savnede jeg de sociale sammenhænge bestående af foredrag, læsekredse og gode samtaler. Forsøgte hele tiden at sige til mig selv og andre, at jeg jo ikke havde noget at klage over, men fik ofte den melding, at derfor kunne man da godt beklage sig, og det gjorde jeg så. Selvvalgt og velvalgt ensomhed er et gode, mens befalet og bestemt isolation kun kan føles som et onde, og det er vist en konstatering, som vi er mange, der har gjort i denne tid, hvor vi ikke selv har kunnet bestemme ret meget. Undtagen heldigvis vores læsevaner, og den sidste bog, som jeg lige pløjede igennem på få timer er "Bjerget vi bestiger" af Amanda Gorman, og igen set i relation til egne vilkår, så har jeg dog aldrig skulle bestige et bjerg, så selvom jeg godt må klage, så vil jeg også gerne hylde dem, der har været meget mere igennem end jeg. Gorman udtrykker det så fint: Vi kæmper for at skabe mening i det fællesskab, der er vores.

Lad os mødes i et fællesskab fremover, når vi kan og aldrig glemme vigtigheden heraf.