Charlotte Secher

Charlotte Secher Jensen: Corona-tanker fra én der er kronisk syg

Charlotte Secher Jensen skrev sine tanker ned under corona-nedlukningen med udgangspunkt i dét at være særlig sårbar - i en helt ny ukendt og skræmmende situation. 

Præsentation: 

Jeg hedder Charlotte Secher Jensen og bor i Gjern tæt på Silkeborg. Jeg skriver en del i min fritid, og skriver blandt andet om det at være ramt af leddegigt og andre kroniske sygdomme. 

Når jeg kiggede ud af vinduet, så så alt ud som det plejede. Fuglene sang, alt sprang ud i håbets farve, og forårssolen var så småt begyndt at vise sit lyse ansigt. Men intet var, som det plejede. Der var så stille udenfor, at jeg kunne høre mit eget hjerte slå. Og det slog hurtigere, end det plejede, for bekymringerne stod i kø. Tankemylder og overbekymring gav utryghed og rod på øverste etage. Normalt har jeg det sædvanlige rod i hjørnerne, men når jeg ikke kan se enden på, hvad der sker i verden – i min verden, så bliver jeg bange. Det var svært ikke at spekulere over, hvad dette kom til at betyde for mig og for mine nærmeste i fremtiden og for resten af verden. 
Det var nemt for mange at sige: ”Du skal ikke overbekymre dig, for så bliver du opslugt af kaos og panik. Se logisk og rationelt på det hele.” Det prøvede jeg også. Jeg prøvede virkelig. Men ingen kendte jo nødvendigvis heller ikke konsekvenserne, ved at være kronisk syg, midt i en pandemi. 
Hvis vi stikker fingeren i jorden og mærker efter, sådan mærker rigtig efter, er der så egentlig nogen, der helt præcis ved det? Hvad konsekvenserne vil være, hvis jeg bliver smittet? Hvis du bliver smittet? Vaccine eller ej. Senfølger og eller isolation igennem længere tid? Vi har ikke stået i denne situation før. Verden har fået et wake-up call, og det har jeg også. Mine forfædre gik sammen i krig, jeg bliver i sofaen i isolation - alene - i kunstig sikkerhed. Med tiden blev tydeligt, hvad jeg var bange for. Jeg var simpelthen ikke kun bange for at blive syg. Jeg var også bange for at dø og miste min familie. Jeg prøvede at læse mig frem til, om jeg var i risikogruppen, om jeg skulle passe mere på, end dem der er raske. Da de første blev syge i Danmark, fik jeg en livskrise. Den lå allerede og ulmede i nogle måneder før – den psykiske overbelastning. Den vågnede fra den ene dag til den anden, efter et år med mange udfordringer med min gigt. Jeg fik ekstra medicin, som gjorde, at jeg fik det markant bedre fysisk. Jeg var lige kommet dertil, hvor jeg levede og ikke bare overlevede. Jeg var så småt begyndt at opsøge mine sociale relationer igen. Men krise er lig med udvikling, og jeg lærte ret hurtigt noget om mig selv. Om min psyke. Jeg var stærkere, end jeg troede. Jeg fik samlet mig selv op og fik en slags indre ro. Sådan havde jeg det for lidt over et år siden. Der fik jeg vendt tankerne indad og fik efterhånden sagt det, der skulle siges. Til min læge, til mig selv og til dem, jeg holder af. Jeg ledte ikke længere febrilsk efter informationer på sociale medier, på nettet, eller kontaktede reumatologisk afdeling eller så nyhederne hele tiden. Det eneste jeg fik ud af det, var ekstra bekymringer, tanker og forvirring. Og bekymringer er som en gyngestol. De holder mig beskæftiget, men jeg kommer ingen vegne. Jeg kæmpede stædigt og målrettet, for at slippe de tungeste af tankerne. Jeg åbnede vinduet en solskinsdag, indså pludselig, at livet gik videre og trak vejret dybt. Indrømmede overfor mig selv, at jeg ikke anede, hvad alt det her handlede om. At det var helt ok, at være bange. Ok at skifte mellem panik og fornuft. Panik over, om jeg skulle stoppe med min immundæmpende medicin mod min leddegigt, eller fortsætte? Skulle jeg følge anbefalingerne eller følge min mavefornemmelse? Mærkede, at alt dette fyldte for meget. Jeg søgte konkrete svar og fik styr på tankerne. Men alligevel kørte der hele tiden en remse i mine tanker. Har jeg ondt i halsen? Hvad nu? Huskede jeg at holde afstand? Rørte jeg ved mit mundbind, inden jeg sprittede mine hænder? Den er der stadigvæk - remsen, men på et helt andet fornuftigt niveau. Heldigvis er vi alle blevet klogere det sidste år. Jeg er snart færdigvaccineret. Selvom jeg ved, at jeg er knap så godt dækket, som en, der ikke får immundæmpende medicin, så føler jeg, at noget af mit ”gamle liv” er på vej tilbage. Det giver håb. Jeg savner knus og nærhed, mine veninder og sociale sammenkomster præcis lige så meget, som for et år siden. Men min fornuft siger mig, at min familie og jeg gør alt, hvad vi kan, for at vi ikke bliver smittet. Og det hele nok skal blive godt igen. De står alle klar, når jeg næsten får overbalance og hjælper mig tilbage til den reelle virkelighed. Jeg forsøger at være rationel og logisk. Jeg planlægger indkøb på nettet, bliver stadig meget hjemme - helt frivilligt. Holder kontakten med venner og familie på nettet. Forsøger at skabe en hverdag med masser af gøremål, så jeg ikke lander i gyngestolen – frem og tilbage - på samme sted, uden det hjælper. Jeg går ud i haven, nyder forårssolens blide varme kærtegn på mine kinder, får hjertebanken af glæde, og tankemylderet føles under kontrol. Hører børn lege ubekymret i haven længere nede af gaden. Alt virker på en måde næsten normalt i min lille boble. Livet går videre, det bliver forår. Alt springer ud, præcis som det plejer, og jeg tager en dag af gangen. Men mit liv er forandret, for altid.
 

Hvad fik dig til at skrive din historie?

Jeg skrev min historie, fordi fra dag 1 sagde statsministeren, at der skulle passes på de særlig sårbare. Og jeg passede på mig selv, men 1 års isolation, de mange tunge tanker, og det at jeg fik flyttet min plads i vaccinekøen gjorde, at jeg fik det utrolig svært. Fik følelsen af, at andre ikke passede på mig, som lovet. 
Derfor valgte jeg at fortælle min historie. Jeg skrev hudløst ærligt om det at være særlig sårbar i en helt ny ukendt og skræmmende situation for verden og for mig selv. 

Det at skrive. Få alle tankerne skrevet ned, i stedet for de flakser rundt og giver søvnløse nætter, ondt i maven og masser af bekymringer. Det kan bare et eller andet. 
Som om tankerne bliver lagt i system, i hængemapper, i det store arkivskab bagerst i hukommelsen og en indre ro sænker sig. Det gør det nemmere at finde rundt i det hele. 
En tanke eller bekymring kan pludselig komme igen, men så har den en plads og jeg finder roen. Derfor satte jeg mig og skrev mine tanker ned, fik dem sat i system og fik sat ord på hvad dette år har betydet for mig på godt og ondt. 
Det at dele så hudløst ærligt var og er ikke uden overvejelser, men jeg kan ikke andet og håber, min historie kan gøre en forskel.