Ledig stilling: Køkkenansvarlig til Caféen i Toftebjerg
Vi leder efter dig, der har passion for både mennesker og mad.
Af Silkeborg Bibliotekerne
Da vores mangeårige køkkenansvarlige i Toftebjerg har valgt at søge nye udfordringer, søger vi til en fuldtidsstilling en engageret og struktureret køkkenansvarlig til caféen i vores levende medborgerhus og bibliotek. Du bliver ansvarlig for at skabe rammerne for fællesskaber og gode måltider, sammen med vores frivillige og ansatte.
Om Toftebjerg
Toftebjerg er et vigtigt mødested for lokalsamfundet, hvor bibliotek, medborgerhus og café sammen skaber oplevelser og samvær, og huset fungerer som platform for kulturlivet i Them.
Husets café er et hyggeligt og populært mødested med lækre menuer og en afslappet atmosfære. Caféen tilbyder aftenmenuer tirsdag til torsdag og servicerer medborgerhuset brugere med mødeforplejning i hele åbningstiden. Her får du mulighed for at sætte præg på udviklingen af caféen og bidrage til den fortsatte udvikling af Toftebjerg.
Som køkkenansvarlig i Cafeen i Toftebjerg, får du frie hænder til at planlægge og sammensætte aftenmenuerne, gerne indenfor en bæredygtig ramme med sunde og varierede retter.
Dine primære opgaver:
- Ansvar for den daglige drift af caféens køkken
- Planlægning af menuer og indkøb af råvarer
- Tilberedning af mødeforplejning til medborgerhusets brugere og tre ugentlige spiseaftener
- Koordinering af frivillige og deltidsansat
- Samarbejde med kollegaerne fra bibliotek, medborgerhus samt husets brugere
- Sikring af egenkontrol og hygiejne i henhold til Fødevarestyrelsens regler
Vi forestiller os, at du:
- har erfaring med at lave spændende mad
- har erfaring med planlægning af café-/køkkendrift eller lignende, herunder menu og indkøb
- Har en relevant baggrund, fx som ernæringsassistent eller lignende
- er god til at organisere og koordinere
- Har gennemført relevante kurser, fx i fødevarehygiejne
- kan arbejde sammen med mange forskellige mennesketyper
- Har lyst til at gennem mad at medvirke til at facilitere fællesskaber i lokalsamfundet
- Er fleksibel og kan arbejde 3 aftener (tirsdag-torsdag) om ugen til kl. 20.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer ugentligt fra december 2025 eller snarest derefter. Stillingen indbefatter 3 aftener til ca. kl. 20.00.
Yderligere information
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte leder Toke Leth Laursen på tlf. 28 48 57 68.
Ansøgningsfrist er tirsdag den 18. november 2025. Men vær opmærksom på, at vi løbende afholder samtaler med kvalificerede ansøgninger, og ansætter når den rette kandidat er fundet. Der vil indgå løsning af en case under samtaler.
Om os
Toftebjerg er en del af Silkeborg Bibliotekerne, som består af 4 biblioteker, Silkeborg Lokalhistoriske Arkiv og 4 andre Medborgerhuse. Vi dækker hele kommunen og samarbejder om opgaverne på tværs af organisationen.
Bibliotekerne spænder bredt, vi har hovedbiblioteket i Silkeborg, vores store lokalbibliotek i Kjellerup, som er et integreret folke- og skolebibliotek, placeret i Kulturhuset Mosaikken.
Dernæst er der Toftebjerg, Them biblioteket og Medborgerhus, som er specielt fordi vi driver en café, som står for forplejning til medborgerhuset samt 3 ugentligt spiseaftener.
Og sidst har vi vores mindste lokalbibliotek i Gjern, som er placeret i byens Kultur og Idrætscenter, hvor også SFO’en og Gjern lokalhistoriske arkiv også har til huse.
Fælles for alle dele af Silkeborg Bibliotekerne er, at de styrker fællesskaber i tæt samarbejde med lokale kræfter. Fundamentet er Silkeborg Bibliotekernes Strategi 2025-2031: Et stærkt folkebibliotek for alle.
 
        