Ledig stilling: Økonomi- og serviceassistent til Silkeborg Bibliotekerne

Af Kirstine Petersen

Silkeborg Biblioteks hovedindgang

En god kollega har søgt nye udfordringer, derfor mangler vi en kollega, der kan lide dels at fordybe sig i økonomiopgaver, men også at komme ud og møde borgerne i øjenhøjde.

Silkeborg Bibliotekerne søger en dygtig og selvstændig assistent, der både kan sikre en solid økonomistyring og indgå i vores biblioteksbetjening i informationen.

Som biblioteksassistent bliver du en vigtig del af vores organisation på Silkeborg Bibliotekerne. Stillingen kombinerer økonomi- og administrationsopgaver med betjening i bibliotekets front, hvor du er med til at give borgerne en god oplevelse i deres møde med os.

De primære økonomi- og administrationsopgaver

  • Understøttelse af budgettering og opfølgning på regnskab i samarbejde med biblioteksledelsen.
  • Klargøring af materiale til regnskab og budgetlægning.
  • Understøttelse af driftsøkonomien (f.eks. styring af kontoplan og EAN)
  • Supportere bibliotekets ansatte med relevante økonomidata og nøgletal, f.eks. ad hoc analyser eller løbende forbrugsrapportering til materiale-/bogindkøberne.
  • Håndtering af fraværsregistrering, ferieopfølgninger, skemalægning og lignende.
  • Administrative støtteopgaver på tværs af huset.

Biblioteksbetjening

  • Biblioteksbetjening i informationen, hvor du modtager brugere og borgere, afdækker deres behov og yder service og praktisk vejledning.
  • Håndtering af bibliotekstekniske og administrative opgaver, herunder oprettelse af lånere, print- og kopiservice samt generelle borgerhenvendelser.
  • Hjælpe borgerne med at navigere i bibliotekets tilbud og selvbetjeningsløsninger.
  • Udvise en høj grad af værtsskab i bibliotekets daglige drift.

Din profil

Vi forestiller os, at du har erfaring fra en funktion med økonomistyring og gerne med borgerkontakt, og at du trives med faste rutiner kombineret med skiftende opgaver og mange daglige henvendelser.

  • Du har en relevant HK-uddannelse og erfaring med økonomiopgaver inden for offentlig administration.
  • Du har praktisk erfaring med eller kendskab til arbejdet med regnskaber og budgetter i kommuner, f.eks. fra en decentral institution. Gerne erfaring med økonomisystemet Prisme 365.
  • Trives i en rolle, der kombinerer administrative opgaver med borgerkontakt og service.
  • Du kan agere professionelt i et åbent miljø med mange mennesker, støj og uventede situationer og bevare overblik over henvendelser og aktivitet i rummet, samtidig med at du holder et højt servicefokus.
  • Du har gode it- og digitale kompetencer og er tryg ved at arbejde i forskellige it-systemer og har gode Excel kvalifikationer.
  • Du arbejder selvstændigt, struktureret og tager ansvar for, at opgaver bliver løst korrekt og rettidigt.
  • Du er en holdspiller, der værdsætter forskelligheder og bidrager positivt til et godt arbejdsmiljø.

Derfor skal du vælge os:
Du bliver en del af ca. 12 engagerede kolleger fra bibliotekernes Stabsområde, som i det daglige indgår i forskellige praksisfællesskaber og løser opgaver på tværs af bibliotekerne. Vi tilbyder spændende opgaver, et godt arbejdsmiljø, stor kollegial og ledelsesmæssig opbakning. Vi er en arbejdsplads med høj faglighed, stærke værdier og en strategi, der sætter borgeren i centrum.

Yderligere information
Du indgår i bibliotekets bemanding, hvilket inkluderer 1-2 ugentlige eftermiddagsvagter til 17 eller 18 samt vagter op til hver 4. fredag, lørdag og evt. søndag.

Stillingen er på 37 timer om ugen, med tiltrædelse den 15. juni 2026 eller snarest derefter.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

Du skal have kørekort, og det er desuden en fordel, at du har egen bil.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til IT- og Adm. leder Toke Leth Laursen den 8. april 14-16 eller den 9. april mellem kl. 9-12 på tlf. 28 48 57 68.

Ansøgningsfrist mandag den 20. april 2026. Ansættelsessamtaler forventes afholdt mandag den 27. april 2026. Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.

Om os:
Silkeborg Bibliotekerne består af 4 biblioteker, Silkeborg Arkiv og 5 Medborgerhuse. Vi dækker hele kommunen og samarbejder om opgaverne på tværs af organisationen.

Bibliotekerne spænder bredt, vi har hovedbiblioteket i Silkeborg, vores store lokalbibliotek i Kjellerup, som er et integreret folke- og skolebibliotek, placeret i Kulturhuset Mosaikken.

Dernæst er der Toftebjerg-Them Bibliotek & Medborgerhus, hvor vi også driver en lille café, som står for forplejning til medborgerhuset samt tre ugentligt spiseaftener.

Og sidst har vi vores mindste lokalbibliotek i Gjern, som er placeret i byens Kultur og Idrætscenter, hvor SFO’en og Gjern lokalhistoriske arkiv også har til huse.

Fælles for alle bibliotekerne er, at de styrker fællesskaber i tæt samarbejde med lokale kræfter. Alle bibliotekerne arbejder mod samme mål: Fri og lige adgang til viden og kultur for alle og har en innovativ og udviklende tilgang til opgaverne.

Fundamentet for opgaverne er Silkeborg Bibliotekernes Strategi 2025-2031: Et stærkt folkebibliotek for alle.