Litteratur, viden & debat

Fem debutanter, du bør kende

Ved begyndelsen af et år er det som om læsehesten mærker et lille sug i maven. For hvad venter der i bunken af årets nye udgivelser? Hvilke debutanter vil overraske, forundre og røre os helt ind i sjælen? Hvem vil give os læseoplevelser, der bliver hængende længe efter sidste side er vendt?

Her anbefaler jeg fem stærke debutanter anno 2026!

Af Anne Juul Andersen

Anne Juul, Silkeborg Bibliotek

Bogåret 2026 er allerede begyndt med et brag. Flere nye forfattere har meldt deres ankomst med historier, der både er rørende, vigtige og usædvanligt stærkt fortalte. Så stærke, at man næsten ikke kan lade være med at tænke: Mon nogle af dem snart pryder listerne over nominerede til landets eftertragtede debutantpriser?

Det kunne eksempelvis være Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, som hvert år uddeles til to yngre danske forfattere med en lovende debut. Prisen, der uddeles sidste fredag i september, bliver ofte den første store pejling af, hvem litteraturåret vil komme til at tale om. Senere, i november under BogForum i Bella Center, uddeles BogForums Debutantpris, der hylder nye stærke navne i dansk litteratur.

 

Dyk ned i fem stærke fortællinger 

Blandt årets debuter er fem stærke fortællinger - hver med sin egen stemme, sit eget mod og sin egen store læseoplevelse.

Dean Butts ”Vi er rigtige engle” er en rørende og barsk autofiktiv fortælling med slægtskab til Thomas Korsgaard. En roman om barndom, smerte og overlevelse. Anne Skov Thomsens roman ”Præstens” er en nostalgisk og livsklog opvækstroman fra 1990’ernes Vendsyssel om et barn med to præsteforældre. 

Og ”Skyerne” af Sigrid Adamsson er poetisk og følsom roman om venskab, mental sårbarhed og det gryende voksenliv. Rosaline Mynsters ”Skønheden” er en lyserød, men barsk fortælling om et menneske, der bygger sin identitet på et skønhedsideal, som langsomt viser sig at være både skadeligt og altopslugende. Rikke Viemoses ”En anden tid” er en skarp, modig og aktuel MeToo-fortælling, hvor rollerne er vendt, og en mand står som offer.