Litteratur, viden & debat

True Crime - bøger om virkelige forbrydelser hitter

Har du fået lyst til at læse mere om virkelige kriminalsager, er der masser at gå i gang med i bibliotekets samling. Her får du fem af Ullas favoritter.

Af Ulla Andersen

Er du også fan af True Crime?

Denne genre er utrolig populær og følges af mange mennesker via utallige podcasts og tv-udsendelser. Og på biblioteket er der også meget stor interesse for bøgerne om True Crime. True Crime handler om og beskriver virkelige kriminalsager og er en genre, der deler vandene. Enten er man fascineret af disse gengivelser af virkeligheden, eller også synes man, de går for tæt på.

Nogle mener, at det er usmageligt at skrive om virkelige forbrydelser og lige så usmageligt at læse om dem. De mener også, at True Crime er makaber underholdning for de sensationslystne. Der er sikkert nogen læsere, der bruger beretningerne som underholdning uden at tænke over, at det faktisk er rigtige mennesker, det handler om. At det ikke er fiktion som i en kriminalroman, men virkelige hændelser, som ofte overgår fantasien.

 

Genren spænder bredt 

Genren appellerer til en meget bred målgruppe, men hvorfor er det så spændende at læse om forbrydelser, der er begået i virkeligheden?

Jeg tror, at det for nogle mennesker handler om, at man kan opleve en forbrydelse på afstand og dermed konfrontere sin frygt på en tryg måde. Og så rummer True Crime nogle almengyldige temaer som for eksempel ondskab, forbrydelse og straf og forholdet mellem offer og gerningsmand.

Den del, som jeg især finder fascinerende, er det psykologiske element i mordsager, for eksempel »Hvad er det, der sker i en morders hjerne? Hvilken betydning har barndommen og forholdet til forældrene?«.

True Crime genren spænder meget bredt. Der er bøger om historiske og nyere forbrydelser, beretninger af retsmedicinere, efterforskere, advokater og politifolk.