Livestreaming i Gjern: Havets kollaps og vejen tilbage

havbund
Kom tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser i foredragsserien, der livestreames fra Aarhus Universitet.
Dato
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Alle: Gratis
Sted
Gjern Bibliotek
Bibliotek
Gjern Bibliotek
I samarbejde med
Gjern Natur
Adresse

Skovvejen 6
8883 Gjern
Danmark

I denne livestreaming kan du høre professor i marin økologi og biogeokemi, Stiig Markager, fortælle om havets tilstand i 2025 og udviklingen over mere end 100 år. Stiig Markager vil gøre os klogere på, hvordan næringsstoffer virker på naturen og hvordan mænd som Grundtvig og Blicher har formet vores liv og landskab. 

Havet omkring Danmark lider og det moderne landbrug bærer en stor del af skylden. Rødspætter og skrubber er væk, ålen er ved at uddø og stenbiderrogns varsling af forårets komme er en fjern erindring. Stenbideren er sammen med torsken så nedfisket, at alt fiskeri nu er forbudt. Samtidig er vandet i fjordene blevet så uklart, at tidligere tiders ålegræsenge er forsvundet og erstattet af en mudderbund. Reelt er økosystemet i vores fjorde brudt sammen.

Årsagen til dette sammenbrud er, at vi altid har brugt havet som losseplads. Det gik godt, så længe danskerne spillede en mindre rolle i landskabet, men de sidste 150 år har vi overtaget kontrollen med alle naturens processer. Siden ca. år 1900 har vi tilført havet så mange næringsstoffer – fosfor og kvælstof – at havets økosystem er bukket under.

Engang, for 50 år siden, var det både spildevand fra byerne og landbrugets udledninger, som var problemet. I dag er det landbrugets udledninger af kvælstof, som er årsagen. Vi er det mest opdyrkede land i verden – i høj grad for at kunne brødføde vores mange millioner husdyr. Skove, søer og moser er væk, markerne er drænet og vandløbene er lavet om til kanaler, hvis de ikke er lagt i rør.

I 2024 blev der indgået en historisk aftale – den grønne trepartsaftale – som for først gang i 6.000 år lægger op til at vi som danskere stopper med at udvide landbrugsarealet, ruller udviklingen tilbage og giver naturen mere plads. Det giver håb og er i vores historie et vendepunkt som trækker tråde tilbage til skabelsen af Grundloven og til den folkeoplysning, der blev grundlagt i 1800-tallet af bl.a. N.F.S. Grundtvig og Steen Steensen Blicher.

Arrangementet er et samarbejde med Gjern Natur.