Har du svært ved at læse?
Så er du ikke alene. På Silkeborg Bibliotekerne tilbyder vi forlænget lånetid til dig, der har læsevanskeligheder. Her på siden finder du også inspiration til, hvor du kan lytte og læse bøger digitalt samt info om lokale netværk og tilbud for ordblinde i Silkeborg Kommune.

Lån bøgerne i længere tid
Hvis du har læsevanskeligheder, giver vi dig mulighed for at låne fysiske bøger og tidsskrifter i længere tid.
- Du kan låne bøger og tidsskrifter hos os i 60 dage i stedet for de normale 28 dage.
- Den forlængede lånetid gælder ikke fjernlån fra andre biblioteker eller bøger med 14-dages lån.
- Du har mulighed for at forny dine lån med de normale 28 dage, hvis der ikke er en anden låner, der har reserveret dem.
Kom ind forbi et af vores biblioteker og snak med os. Vi skal ikke se dokumentation for dine udfordringer, og vi skal blot registrere det én gang, så er du sikret den ekstra lånetid.
Hjælp og inspiration til din læsning
På Silkeborg Bibliotekerne hjælper vi dig naturligvis gerne med at finde de rigtige materialer. Du kan fx låne lette bøger til voksne og unge.
På vores hjemmeside kan du læse ebøger og høre lydbøger. Du kan også hente appen eReolen og læse og lytte via mobil eller tablet.
Lette bøger på eReolen
I bibliotekets app eReolen kan du finde et stort udvalg af gode bøger til ordblinde. Ved at klikke på "Søg" og vælge kategorien "Lette bøger til voksne" bliver du præsenteret for både skøn- og faglitteratur, som er nemt at læse.
Andre digitale tilbud
Det Kgl. Biblioteks Nota-service
Nota er et digitalt bibliotek og videnscenter. Ordblinde og synshandicappede kan blive medlemmer hos Nota. For at blive medlem, skal du have en erklæring på, at du er ordblind eller synshandicappet.
Når du er indmeldt i Nota, kan du låne lydbøger og ebøger fra NOTA Bibliotek og få indlæst tekster, du skal bruge til dit studie eller arbejde.
OBS! Silkeborg Bibliotekernes personale har ikke adgang til NOTA eller mulighed for at give dig adgang.
Rådgivning og netværk i Silkeborg Kommune
Der findes flere tilbud og lokale netværk for dig med læsevanskeligheder i Silkeborg.
Ordblindeforeningen
Ordblindeforeningen har afdelinger i hele landet og rådgiver bl.a. om lovgivning og hjælpemidler.
Vil du vide mere?
Du kan finde mere information om testning af ordblindhed og rettigheder og tilbud til ordblinde på Silkeborg Kommune hjemmeside.