Danske artikler
Læs, hvordan du kan få adgang til danske artikler
#materialetyper
Bibliotekets egen hjemmeside er et godt sted at starte, hvis du skal finde danske artikler. På vores fire biblioteker kan du desuden få adgang til en udvidet udgave af Mediestream samt Danmarks største artikeldatabase InfoMedia.
Find artikler via silkeborgbib.dk
På silkeborgbib.dk kan du finde artikler, som du kan læse med det samme. Find avis- og tidsskriftsartikler ved at afgrænse din søgning til materialetypen "artikler". Ud for hver artikel kan du enten se "artikel (online) |Tilgængelig", "artikel | Tilgængelig" eller begge dele. Disse angiver, hvilke muligheder du har for at tilgå artiklen.
Hvad er forskellen på "artikel (online) |Tilgængelig" og "artikel |Tilgængelig"?
"artikel (online) |Tilgængelig" betyder, at du kan læse artiklen med det samme ved at klikke dig ind på artiklen og derefter klikke på "Se online".
Ved "artikel | Tilgængelig" kan du have forskellige muligheder. Enten kan du læse artiklen med det samme, hvis der står "Læs artiklen", eller også kan du bestille en digital kopi af artiklen, som så bliver sendt til din mail. Hvis artiklen allerede er digitaliseret, får du en mail indenfor 5 minutter - alternativt er der en ventetid på op til 24 timer på hverdage.
Det er en god idé at orientere dig i artiklens beskrivelse, inden du klikker "Se online", "Læs artiklen" eller "Bestil digital kopi", da en hurtig relevansvurdering af artiklen kan spare dig for en masse tid. Du kan fx klikke på "Detaljer" for at få oplyst, hvor artiklen er udgivet.
Historiske artikler
Er du interesseret i danske, historiske avisartikler, kan du med fordel benytte dig af databasen Mediestream - Folkebibliotek, der giver adgang til udvalgte danske aviser fra perioden 1925-2001 samt adgang til en lang række danske aviser udgivet før 1925. For at få adgang til perioden 1925-2001 skal du befinde dig på et af vores biblioteker. Aviser før 1925 kan du få adgang til hjemmefra.
På biblioteket - InfoMedia
På biblioteket kan du få adgang til Danmarks største artikeldatabase InfoMedia med artikler fra landsdækkende aviser, fagblade, magasiner, nyhedsbureauer samt artikler fra regionale og lokale dagblade og ugeaviser. InfoMedia indeholder primært artikler fra år 2000 og frem til i dag.
Søgetips til din søgning i InfoMedia
Her er et par søgetips til din søgning i InfoMedia:
- Tidsperioden du søger i er som standard sat til at være de seneste 30 dage. Sørg derfor at ændre i perioden, hvis du kan bruge artikler, der er mere end en måned gamle.
- Du søger direkte i artikelteksten. Det er derfor en god idé at kombinere dine søgeord, så du får flere præcise resultater. Overvej og variér desuden dine søgeord, da du skal forsøge at matche journalisten eller forskerens ordvalg i artiklen.
- Brug afgrænsningsmulighederne. Under Søgemuligheder har du mulighed for at afgrænse til artikelstørrelse – hvis du fx er interesseret i længere artikler, og du kan under Medier afgrænse til bestemte medietyper eller søge på en bestemt avis/tidsskrift.
Har dit uddannelsessted købt adgang til Infomedia?
Hvis dit uddannelsessted har købt adgang til Infomedia, kan du logge på databasen hjemmefra eller på skolen med dit UNI-login. Går du fx på Silkeborg Gymnasium, kan du få adgang til Infomedia via dette link: https://autologin.infomedia.dk/api/oidc, hvorefter du bliver bedt om at logge ind med UNI-login.