Frøbiblioteket & Emil Rindom - DYRK OG DEL
I samarbejde med Emil Rindom har vi udarbejdet et skriv, der giver dig inspiration og grønne tips til at skabe en mere selvforsynende have, hvor både naturen og du selv får gavn af indsatsen.
Af Ditte Søndergaard Jensen
Hvem er Emil Rindom?
Midt i Gjern ligger Selvforsynerhaven, som dyrkes af biolog og haveekspert Emil Rindom og hans familie. Her forenes selvforsyning med en travl småbørnshverdag, hvor arbejdet først og fremmest skal være sjovt og givende.
KOM GODT I GANG MED DIT NATURLIGE DYRKNINGSSYSTEM
Når du skal anlægge et bed, er det vigtigste, at du ikke vender eller graver i jorden. Det forstyrrer jordens mikroliv, som gør al arbejdet for dig. Jorden er desuden fyldt med frø.
Denne ”frøbank” bliver genaktiveret, hvis jorden forstyrres – og resulterer i store mængder ”ukrudt”.
Dæk i stedet eksisterende jord/græsplæne over med et godt lag kompost (gerne 20-30 cm det første år) og lad orme, bakterier og svampe klare resten.
Jordens mikroliv findeler komposten og omsætter den hårdt bundne næring til præcis den form, som planterne kan optage.
DYRK DIN EGEN MAD
Det er nemmere at gå og passe noget, du virkelig glæder dig til, så begynd med de planter, du allerede elsker at spise.
Gode, nemme ideer kan være ærter, jordbær og salat.
Plant tæt og varieret. Mangfoldighed er naturens måde at skabe robusthed
i et økosystem. Dyrker du et helt bed med kun én type afgrøde, er det en direkte invitation til åben buffet for de dyr, der lever af planten. Når du planter forskellige planter sammen, så tænk i lag og timing: Planter der vokser i forskellig højde (f.eks. majs og græskar), eller med forskellig hastighed (f.eks. spinat og kål) kan sagtens dyrkes side om side.
VEDLIGEHOLD HAVENS ØKOSYSTEM
Fodr din jord frem for dine planter. Brugen af kunstgødning giver store grøntsager, men ødelægger al jordens mikroliv.
Det betyder, at du i længden bliver mere og mere afhængig af gødskning samtidig med, at jorden udpines.
Tilfører du i stedet kompost på toppen af dine bede i det tidligt forår, vil du fodre jordens mikroliv, opbygge jordens næring
og sikre et godt fundament til dine planter mange år fremover.
Reducer ”skadedyrstrykket” ved at skabe balance i din have. I en naturlig have vil der være balance mellem de skadedyr, der spiser vores afgrøder, og de rovdyr der spiser selvsamme skadedyr. Fjerner du f.eks. alle bladlus fra din have i år, vil mariehønerne ikke se nogen grund til at flytte ind. Og så kan du være sikker på, der kommer endnu flere bladlus næste år. Fjern derfor kun skadedyr,
hvor de virkeligt gør skade, men lad endelig mindre forekomster blive.