Morgenpolitik Special: Ungdomsliv og ungdomsuddannelse
- Dato
- Tid
- 08:15 - 10:00
- Sted
- Vidensscenen
- Bibliotek
- Silkeborg Bibliotek
- I samarbejde med
- Sammen om Verdensmål Silkeborg
- Adresse
-
Hostrupsgade 41 A
8600 Silkeborg
Danmark
Til denne Morgenpolitik Special skal det handle om ungdomsliv, og hvordan vi lokalpolitisk tager beslutninger, som er gode for den unge generation. Hvor skal de mødes, er der kulturtilbud nok, hvordan skaber vi gode overgange mellem folkeskolen og ungdomsuddannelser, så vi undgår, at de ”bliver tabt på gulvet”?
Vi får besøg af Lars Hansen (SF) og Dorthe Schou Jensen (A), som er udpeget til henholdsvis Børn- og ungeudvalget og College360 og FGU Midtjylland.
Lars Hansen (SF) og Dorthe Schou Jensen (A) vil til en start fortælle om, hvad der sker, når et nyt byråd træder til. Hvordan bliver de klædt på i forhold til at varetage byrådsarbejdet? Og hvem sørger for det?
Derefter taler vi om ungdomsliv og ungdomsuddannelser i Silkeborg Kommune under følgende emner:
- Overgang fra folkeskolen til ungdomsuddannelser
Mange unge oplever, at det er svært at gå fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse, og flere strander i højere grad mellem uddannelser. Hvad kan vi gøre for at det bliver nemmere?
- Erhvervsuddannelser – hvordan gør vi det til et attraktivt valg?
Vi kommer til at mangle arbejdskraft i erhvervsfagene i de kommende år. Derfor laver mange kommuner indsatser, så unge mennesker vælger sig ind på erhvervsuddannelser (f.eks.: tømrer, kok, elektriker, SOSU-assistenter). Hvordan løser vi udfordringen, og hvordan får vi unge mennesker til at vælge erhvervsuddannelser?
- En attraktiv by for unge mennesker
Mangler vi flere steder og tilbud i Silkeborg hvor unge kan mødes, og hvor vi kan styrke livskvalitet og fællesskab? Hvis ja hvad skal der til?
Morgenpolitik går i al sin enkelhed ud på, at borgere og lokalpolitikere mødes og taler sammen om de emner fra den kommende byrådsdagsorden, som de fremmødte finder mest væsentlige og interessante. Målet er at skabe et forum, hvor politikere og borgere kan mødes, udveksle perspektiver på forskellige emner og opleve en større nærhed og forståelse. Efter halvanden time runder vi af og går – forhåbentligt beriget – hver til sit.
Spilleregler
• Vi sørger alle for en god tone og atmosfære
• Vi er her for at blive klogere. Ikke for at få ret eller blive enige
• Vi værdsætter forskellige perspektiver
Det kræver ingen tilmelding. Bare mød op og vær med til at berige den gode demokratiske samtale i dit lokalsamfund.
Morgenpolitik er et velafprøvet format hos Sager der samler i Århus. Her i Silkeborg er det blevet til i et samarbejde mellem den frivillige borgergruppe Sammen om verdensmål Silkeborg og Silkeborg Bibliotekerne.