Vil du være med i en læsekreds?

22.08.23
I en læsekreds bliver du ikke kun præsenteret for god litteratur, du bliver også del af et læsefællesskab, hvor du møder nye mennesker og oplever andres tanker og idéer om det læste. I en læsekreds deles læseglæde og forundring, man bliver inspireret og får et mere nuanceret billede af den bog, alle har læst.

Hvordan kommer du med i en læsekreds? 

  • Du kan deltage i vores arrangement ”Inspirationseftermiddag for læsekredse”  i august eller september. Det afholdes på Silkeborg Bibliotek.  
    Til arrangementet vil du møde læsekredse, der mangler deltagere. Du vil også have mulighed for at danne din egen læsekreds.  
    Det er gratis at deltage 

  • Deltag i én af Silkeborg Bibliotekernes DR Romanklubber. Her læses de 6 nye danske romaner, der hvert år nomineres til DR Romanprisen. På silkeborgbib.dk informerer vi hver september om, hvornår og hvordan man kan tilmelde sig læseklubberne. Læseklubberne mødes 1 gang om måneden fra december til og med juni.  

  • Der eksisterer allerede mange private læsekredse. Spørg derfor i dit netværk af læseglade venner, bekendte og kollegaer. Måske kender én i dit netværk en læsekreds, der mangler medlemmer? 

  • Lav et opslag og hæng det op på biblioteket eller fx hos din lokale købmand, i boligforeningen eller sognehuset. 

  • Lav et opslag på din Facebookprofil eller i lokale grupper på Facebook. Der er garanteret andre i dit lokalområde, som også gerne vil være del af et læsefællesskab.  

Hvor mange skal man være i en læsekreds?

Som ved al god samtale og debat handler det om balance og lydhørhed. Færre end fire, og I kan risikere hurtigt at løbe tør for samtalestof. Flere end ti, og I risikerer at sidde for længe og vente på at komme til orde.

Hvornår og hvor skal læsekredsen mødes?  

Typisk mødes læsekredsen en gang om måneden. Nogle læsekredse mødes oftere, det kan være hver 14. dag. Det varierer fra kreds til kreds. 

Det er meget individuelt fra læsekreds til læsekreds, om man mødes privat, på biblioteket eller andre steder.  

På Silkeborg Bibliotek og på alle vores lokalbiblioteker kan man altid finde et bord i en hyggekrog, hvor man kan sidde og snakke om bogen. 

Læsekredse kan også booke et studierum på biblioteket, hvis man gerne vil sidde lidt for sig selv. Du kan booke et studierum via Fritidsportalen i Silkeborg Kommune. Når du har oprettet dig som bruger (privatperson), og du er blevet godkendt, kan du begynde at booke.  

Læs mere om lån af studierum på Silkeborg Bibliotekerne her.