Hvem er Asta Olivia Nordenhof?

02.10.23
Asta Olivia Nordenhof både imponerer og forstyrrer med et værk, der overskrider gængse opdelinger af privat og offentligt, biografi og fiktion, krop og tekst.

I sin debutbog ”Et ansigt til Emily” fra 2011 skriver hun om sorg, krop og begær i en afsøgning af, hvordan der kan opstå intimitet på tværs af afstande, og i 2020 påbegyndte hun det kapitalismekritiske syvbindsværk ”Scandinavian Star”, hvoraf indtil videre ”Penge på lommen” og ”Djævlebogen” er udkommet.

Blå bog

Født: 1988, København.
Uddannelse: Forfatterskolen 2011
Debut: Et ansigt til Emily. Basilisk, 2011.
Litteraturpriser: Montanas Litteraturpris, 2013. Albert Dams mindelegat, 2014. Klaus Rifbjergs debutantpris, 2014. F.P. Jacs Mindelegat, 2015. Morten Nielsens Mindelegat, 2017. Skulderklaplegatet, 2019. European Union Prize For Literature, 2020. Per Olov Enquist Prisen, 2020. Kritikerprisen, 2020.
Seneste udgivelse: Djævlebogen. Gads Forlag, 2023. (Scandinavian Star, 2). Roman.
Inspiration: Den østrigske performancekunstner Valie Export, tidlig Eminem og mormor.

Videoklip

Asta Olivia Nordenhof taler om "Djævlebogen" med litteraturformidler Sarah Hvidberg. September 2023.

Asta Olivia Nordenhof: Når vi tager noget til os selv, tager vi noget fra andre

 

Som andet bind i føljetonen om Scandiavian Star udgav Asta Olivia Nordenhof i 2023 ”Djævlebogen”, hvis forord bedyrer, at det ikke blev den bog, forfatteren troede (om forretningsmanden T fra ”Penge på lommen”).

I stedet blev det en djævlebog i fire væsensforskellige dele, hvor den længste, ”Djævelen i højhuset”, følger fortælleren Olivia, der i en coronaramt nutid rejser til London for at bo 14 dage hos en mand, hun har mødt i en togbus mellem København og Vejle. Her skriver hun en novelle, om dengang hun arbejdede som prostitueret og mødte T, der lokkede hende til bo på hans hotelværelse i Milano i 46 dage. Hun fik gaver og løn, og da hun er på vej hjem med pengene i en taske, rumsterer tvivlen: ”Så længe jeg var blevet betalt, var jeg ikke blevet ydmyget. Men hvis jeg mistede min betaling? Det ville tvinge mig til at se, hvad jeg var gået med til” (s. 80). Det pekuniære forhold er altid forrest og til åben forhandling hos Nordenhof.

De knækprosaiske kærlighedsdigte i ”Åbne huse” er skarpe i deres afvisning af vold og kapitalisme og milde i deres lovprisning af kærlige fællesskaber og åbne huse. Jeget er på vej væk fra den fortid, hvor hun knaldede med djævlen og er håbefuld på vej ind i en ny tid, hvor kærligheden råder.

Teksterne i ”Djævlen taler fra galehuset” er fra et ophold på en psykiatrisk afdeling, hvor et jeg reflekterer over sin sygdom og de nedværdigende vilkår, den syge må leve under. Sidste del, ”Vinterhus”, er lavmælte nattedigte, hvor jeget gør bogen færdig, mens en datter og en elsket veninde sover tæt på. Der er måneoplyste roemarker uden for vinduerne og helt tyst, fraset jegets raseri mod dem, der tjener på udnyttelse af menneske og natur.

Koblingen til ”Penge på lommen” sker i det kapitalismekritiske kærlighedsspor og i detaljen; i London bor de overfor Lloyds, der gør sig i skibsforsikring, og på tv fortæller de, at en taskforce ”skal undersøge/ økonomien bag/ scandinavian star” (s. 158). Djævlen bor i den syge og i kapitalisten og i usunde relationer. Djævlen bor i os alle og kan tilsyneladende kun uddrives ved kærlighed. 

Med genreskift og temposkift og et følsomt raseri er ”Djævlebogen” kompleks og dog tydelig i sin invitation ind i en ny verdensorden, hvor fællesskabet er øverste myndighed.

Læs hele artiklen fra forfatterweb.dk her - husk at logge ind med dit bibliotekslogin! 

Du kan bl.a. blive klogere på forfattere som Thomas Korsgaard, Olga Ravn og Yasunari Kawabata. 

Materialer