Fotos af en række forfattere

Forfatterstafetten på Forfatterweb

29.03.23
Forfatterweb har produceret en perlerække af interviews med nogle af de mest aktuelle forfattere lige nu - de kalder det Forfatterstafetten.

I forårets udgave af Forfatterstafetten på Forfatterweb.dk kan du bl.a. møde de DR romanprisnominerede forfattere Kristian Himmelstrup, Michael Holbek, Keld Conradsen, Lea Marie Løppenthin og Cecilie Lind. 

Derudover har Forfatterweb sat Katrine Marie Guldager stævne til en samtale om "Birgithe med th", som "ikke bærer over, hun bærer nag!", og Åsne Seierstad, som med "Afghanerne" er tilbage i det kriseramte land, 20 år efter udgivelsen af hendes internationale bestseller om boghandleren i Kabul.

Forfatterstafetten har også mødt Thomas Boberg til en samtale om det gnistrende faderopgør "69 dæmoner", Peder Frederik Jensen for at tale om "Rans vilje", som foregår under stormfloden i 1872, og Jeanette Varberg om spændingsromanen "Enkernes land".

Du kan også se et interview med Kim Blæsbjerg om romanen "De bedste familier”, der skildrer de menneskelige omkostninger ved at arbejde på kemikaliefabrikken Cheminova i 1950´erne.

Du finder de enkelte forfatterinterviews ved at søge på en bestemt forfatter. Der ligger efterhånden interviews på mange af forfatterportrætterne, så tjek forfatterportrættet af din yndlingsforfatter ud - det kan være, at der er et interview, selvom forfatteren ikke er nævnt foroven.

Rigtig god fornøjelse!

Materialer