Bibliotekerne åbner nu for ophold - med enkelte begrænsninger

Vi åbner lidt mere op for bibliotekerne fra tirsdag d. 26. maj - nu må du læse avisen, studere og slå dig ned i en lænestol med en bog. Det er dog stadig ikke muligt at bruge de offentlige computere, printe, kopiere, scanne eller lege i børnebiblioteket. Få svar på dine spørgsmål i denne nyhed.

På Silkeborg Bibliotekerne følger vi myndighedernes retningslinjer og når vores besøgende også følger anvisningerne om god afstand, ordentlig håndhygiejne mv., som er tydeligt skiltet på alle biblioteker, kan du trygt besøge os for at aflevere og hente materialer.

Hvis du føler dig det mindste sløj eller syg, henstiller vi til, at du lader være med at besøge bibliotekerne for at aflevere eller afhente materialer. 

Mere bibliotek fra tirsdag d. 26. maj...

Fra og med tirsdag d. 26. maj kan du nu igen tage dig god tid til dit biblioteksbesøg; du kan sætte dig ned og læse en bog, forberede dig til eksamen eller læse dagens avis. 

Med aftalen, som Regeringen og Folketingets øvrige partier indgik i sidste uge, er det igen muligt at gøre ophold i bibliotekerne i længere tid, hvilket betyder, at vi er i fuld gang med at pakke møbler ud af plastic, flytte afspærringstape og klargøre studierum og læsesale. 

Bibliotekerne er dog jf. aftalen fortsat lukkede for selvbetjening, og det er stadig ikke muligt at benytte sig af bibliotekernes computere, print, kopi og scanning. Det er desværre heller ikke muligt at lege i børnebiblioteket endnu.

Hvilke åbningstider har bibliotekerne?

Du kan finde bibliotekernes midlertidige åbningstider her https://silkeborgbib.dk/biblioteker.
Bibliotekernes selvbetjening er lukket. 

Hvornår skal materialer, som er udløbet under nedlukningen, afleveres?

Der er "frit lejde" for at aflevere allerede lånte, overskredne materialer t.o.m. 27. maj. Dette gælder alle materialer, uanset hvor de er lånt/hentet. 
Ved aflevering efter 27. maj pålægges der gebyrer i forhold til gældendende regler.

Der vil være åbent for aflevering via natindkastet på Silkeborg Bibliotek fra mandag d. 18. maj kl. 8.00 og herefter 24 timer i døgnet, hvis du ikke er tryg ved at komme ind på bibliotekerne for at aflevere. 

Gamle reserveringer, som du ikke kunne hente pga. nedlukningen, skal hentes senest lørdag d. 23. maj i Silkeborg, hvor vi har åbent til kl. 13, og senest fredag d. 22. maj på lokalbibliotekerne, der ikke har åbent om lørdagen

Hvornår og hvordan kan jeg reservere materialer?

Du kan allerede fra fredag d. 15. maj kl. 10 igen reservere materialer her på silkeborgbib.dk
Fra mandag d. 18. maj kan du bestille bøger fra andre biblioteker via bibliotek.dk

Kan jeg bestille og afhente materialer til afhentningssteder? 

Nej, desværre. Afhentningssteder er forsat lukkede, også selv om de fysiske biblioteker åbner. Dvs. man kan ikke hente eller aflevere materialer på afhentningsstederne, og du skal derfor aflevere dine allerede lånte materialer på et af vores biblioteker. 

Alle materialer der pt. står ude på afhentningsstederne køres tilbage på biblioteket inden 27. maj. Det betyder desværre, at materialer der var klar til afhentning returneres til Silkeborg Bibliotek, og du bliver derfor nødt til at reservere de ønskede materialer igen til afhentning på dit lokale bibliotek.

Kan jeg booke lokaler i CampusHuset eller kan jeg låne/leje lokaler i nogle af Medborgerhusene?

Nej, desværre. Lokaleudlån/leje indgår ikke i denne genåbningsfase. 

Der er derfor fortsat lukket for booking af lokaler og ophold i CampusHuset samt lokaleudlån/leje på Silkeborg Medborgerhus, Lunden, Nordre Fælleshus, Toftebjerg-Them Medborgerhus, Mosaikken og Alhuset. 

Kan jeg booke og bruge Makerspace og Medieboxen, og er Hverdagsrådgivning, Retshjælp, Lektiehjælp og IT-hjælp tilgængeligt?

Nej, desværre ikke endnu. 

Indtil Hverdagsrådgivningen åbner igen, kan man sende en mail til dfhsilkeborg@gmail.com, hvis man har brug for hjælp. Hverdagsrådgivningen hører under Dansk Flygtningehjælp og hjælper flygtninge og indvandrere med fx at forstå breve fra offentlige myndigheder og andre lignende hverdagsudfordringer. 
 

Tags