Børnevalget 2021 - Hvem stemmer dine børn på?

Du ved nok godt, at der er kommunalvalg. Men vidste du også, at der er Børnevalg?

Fra torsdag d. 28. oktober inviterer alle landets børnebiblioteker børn ind for at stemme til Børnevalget. Kandidaterne er 11 kendte figurer fra børnelitteraturen.

Så hvem skal mon vinde valget? Skal det være Ternet Ninja med sloganet ”Ja til sværd og koldskål til alle”? Sally fra Sallys Far med ”Nej til pinlige forældre? Naja Münster med ”Ja til pranks”? Eller måske Minimunds sociale ”Ja til at være den man er”?

I kan komme ind og stemme fra den 28. oktober og helt frem til den store valgdag – også for de voksne – tirsdag d. 16. november.

Kandidaterne er:

  • Lasse Leif - Ja til at bestemme
  • Karen - Ja til at være stor, når man er lille
  • Anker - Nej til at have travlt
  • Hanne Hundige - Ja til at prinsesser må bande
  • Minimund - Ja til at være den man er
  • Naja Münster - Ja til pranks
  • Sally - Nej til pinlige forældre
  • Axel - Ja til at følge sine drømme
  • Ruth med bindestreg Viola - Nej til at sidde stille
  • Skammerens datter - Ja til ærlighed
  • Ternet ninja - Ja til sværd og koldskål til alle

Demokrati er også for børn

Børnevalget skal være med til at styrke børns forståelse og interesse for både politik og demokrati. Som direktør i Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen, forklarer det:

”At vi skaber børnevalg, handler om at skabe demokratisk dannelse også for de helt små. I en kommunal valgkamp er det oplagt at bruge figurer, børnene kender fra deres bøger til at formidle det der med valg til dem. Bibliotekernes væsentligste opgave er at understøtte demokratiet gennem debat og adgang til litteratur og viden. Det gælder også for børn, og børnevalget er en fantastisk måde at få afmystificeret på for de mindste”.

Der er brug for børnenes stemmer

På Silkeborg Bibliotekerne håber vi meget, at forældre, pædagoger og lærere vil tage deres børn med en smut på børnebiblioteket for at aflevere deres stemme. Alle er velkomne!

Et samarbejde med Danmarks Biblioteksforening

Børnevalg 2021 er igen arrangeret af Ballerup Bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets øvrige biblioteker.

”Børnevalget læner sig op ad de samme præmisser for valget som for de voksne, og børnene får en stemmeseddel med de børnelitterære kandidater, som er præsenteret ved flotte valgplakater og slogans. Som ved andre valg skal vores små mennesker efter grundig overvejelse ind i stemmeboksen og afgive deres stemme. Valget bliver afgjort ved flertalsvalg akkurat som ved andre valg. Børnevalget er en øvelse i demokratiet og en indsigt i folkestyret, men det er også en oplagt formidlingsform henvendt til børn, for vi inddrager legen og børneperspektivet. Vi er vilde med at arbejde med litteratur, børn og demokrati, og Børnevalget er den fulde pakke. Vi skaber livsduelige mennesker”, siger Betina Falsing, børnekoordinator på Ballerup Bibliotekerne.

Vil I lære kandidaterne endnu bedre at kende? Så se listen nedenunder med nogle af de kendte og elskede bøger med figurerne.