17:27 anmelder: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Når sanserne skriver

Det er svært at vide, hvor man skal starte, når man anmelder en Nobelprismodtager, så måske skal tvivlen være udgangspunktet. Det er nemlig kringlet at sætte fingeren på, hvordan Aleksijevitjs Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er det, den siger, den er: en roman. 

Bogen præsenterer flere hundrede interviews, som forfatteren har foretaget med et udsnit af de overlevende kvinder, der var med i 2. verdenskrig på den russiske side. Aleksijevitj har i sit indledende dagbogsafsnit nogle virkelig interessante genreovervejelser, som jeg blev opslugt af, fordi de kaster et spændende lys på resten af romanen. 

Researchmetoden er antropologisk: Aleksijevitj har optaget mængder af interviews med kvinderne og snuppet de dele, hun synes skulle have plads. Samtidigt insisterer hun selv på fiktionen. Det er ikke historieskrivning. Hvad vil romanen som litteratur? Hvori ligger det fiktionelle, hvis ikke i udvælgelsen og udelukkelsen? 

Aleksijevitj udgiver denne bog første gang i 1983, og hendes fokus ligger på at finde frem til en helt særlig ’kvindelig’ stemme, der har sin ’egen belysning og følelsesrum’. Kvinderne skulle vende sig af med at fortælle den mandlige krigshistorie om tilbagetrækninger og frontbevægelser per automatik. De husker andre ting end mændene, der er violer, ikke kun bajonetter, og det må hendes genre altså også afspejle. Formidlingen af kvindernes historie kan ifølge Aleksijevitj ikke være et traditionelt lineært handlingsforløb. Her er der ikke andet hjem-ude-hjem end det, alle kvinderne har oplevet på hver deres særegne måde – og derfor må de alle gives stemme. 

”Jeg ledte efter en genre, som ville svare til min måde at se verden på, til den måde som mit øje og mit øre er indrettet på.”

Aleksijevitj forsøger med sine små udvalgte passager fra krigskvinders liv at efterligne den måde, sanserne sanser. Det kan den traditionelle roman ikke rumme, og de individuelle fortællinger om alt fra en fødsel ved fronten til en kvindelig bombepilot, som ingen tror på, slutter sig til andre. Det bliver én kollektiv fortælling, der træder tydeligt frem gennem de enkelte stemmer. Det er ikke altid så vigtigt præcis, hvad der skete – det væsentlige er, hvordan man fortæller om det, der skete, så folk faktisk forstår det.

HVOR er min medalje?

Da en af kvinderne får tilsendt et manuskript inden udgivelsen af bogen, spørger hun forarget, hvordan det kan være, at alle hendes udmærkelser og medaljer ikke har fået plads. Aleksijevitj kalder sig selv for ’sjælehistoriker’, og den type historieskrivning insisterer måske på, at det slet ikke er det, et menneske har udrettet, der er vigtigt. De her kvinder er ikke helte, og både i form og indhold tager Aleksijevitj afstand fra den måde, krigen traditionelt fremstilles i litteraturen, og jeg synes, det er her, det fine opstår. 

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en smuk læseoplevelse. Den er alvorlig og grusom, utroligt trist og befriende - alt sammen på samme tid. Nogle gange kan det føles meget tungt at sætte sig ned og læse et kapitel på 50 sider - ’kapitlerne’ i Aleksijevitj er til tider bare 3 linjer lange, men giver plads til utroligt meget eftertanke. Det er forfriskende, man stopper op, og det er en form, der afholder læseren fra at blive opslugt af en bestemt handling. Det er heri den nyskabende, nobelprisvindende genialitet ligger for mig. 

Aleksijevitj skriver en helt ny type af litteratur, hvor man bliver tvunget til faktisk at lytte til stemmerne. 

Selvom 2. verdenskrig kan føles langt væk for mange, er den lyttende tilgang en, som jeg tror, alle mennesker har gavn af – måske især nu. Start her med violer og bajonetter:

”Jeg kan af en eller anden grund, aldrig lade være med at græde når jeg fortæller om det… Det var forår. Vi var færdige med at skyde og var på vej tilbage. Og så plukkede jeg violer. Sådan en fin lille buket. Jeg plukkede dem og satte buketten fast på bajonetten. Så gik jeg videre.”