Branche- og forbrugerinformation
Læs mere om, hvor du kan finde oplysninger om forbrugeradfærd og brancher.
#materialetyper
For at kunne analysere forbrugeradfærd og brancheforhold, skal du ofte stykke information sammen fra flere kilder.
Nogle databaser har målrettet statistik og rapporter, men det er desværre ikke alle uddannelsesinstitutioner og biblioteker, der har adgang til disse.
Har man ikke adgang til disse databaser, kan man stadig finde oplysninger om brancher og forbrugere, men skal i højere grad bruge lidt tid på at finde relevante kilder at søge i. Kig f.eks. efter statistik og rapporter fra brancheorganisationer eller artikler i aviser og magasiner.
Brancheorganisationer
En brancheorganisation er en interesseorganisation for virksomheder i en bestemt branche. Organisationen udgiver f.eks. rapporter og indsamler statistik, der gør det lettere for virksomhederne at arbejde strategisk. Ofte er statistikken mere detaljeret end nationalstatistikken indenfor det afgrænsede emneområde.
På brancheorganisationens hjemmeside kan det være en fordel at lede efter menupunkter som statistik, publikationer, analyser eller rapporter. Hvis du browser dig frem på siderne i stedet for at søge, får du hurtigere et overblik over sidens indhold og emner.
Du kan finde relevante brancheorganisationer ved at søge på fx Google efter din branche og det land, du er interesseret i at kigge på og kombinér med ord som brancheorganisation eller brancheforening (på engelsk industry trade group eller trade association). Der er ofte omtaler af brancheorganisationer i avisartikler o.l.
Artikler i aviser og magasiner
Du kan søge efter artikler om brancher eller om forbrugeradfærd i danske og internationale aviser og magasiner.
Tænk over hvilke ord, der kan være relevante. Måske kan branchen omtales med forskellige ord ligesom forbrugeradfærd ofte beskrives med ord for forbrugernes holdninger, interesser og værdier (fx bæredygtighed, mærkevarer) og ikke nødvendigvis med ordet forbrugeradfærd. Ofte skal du lave flere søgninger for at dække et emne.
Særligt for studerende og ansatte på College360
Er du studerende eller ansat ved College360 i Silkeborg, har du desuden adgang til databasen Passport via HHX Læringsportalen:
Passport har oplysninger om afsætning af forbrugsvarer i lande og regioner og du kan her finde oplysninger om økonomiske og sociale forhold i enkelte lande, med ekstra fokus på forbrugere og markeder, samt oplysninger om brancher og virksomheder. Der er bl.a. adgang til analyser om forbrugeradfærd indenfor bestemte brancher og lande.