Fotograf: Sara Galbiati

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
70 kr.
Bibliotek
Målgruppe
Voksne
Litteratur & viden

Forfattermøde: Katrine Marie Guldager i Gjern

05.09.23
Katrine Marie Guldagers nye roman 'Endnu en dag i Guds skaberværk' udkommer 15. august, og allerede den 5. september besøger hun Gjern Bibliotek.

Hun har siden halvfemserne skrevet rammende romaner, der har spiddet det danske samfund ofte med familielivet som prisme.

Aktuelt er hun i gang med fire bøger om vrede kvinder – og hvad de er så vrede over, er bare noget af det, vi skal tale om i Gjern til dette topaktuelle forfattermøde.

Om romanerne:

"Birgithe med th" er en veloplagt og rørende fortælling om folkeskolelæreren Birgithe, der netop har mistet sin mor - en desperat kvinde fanget i centrum af en dybt kompliceret og helt almindelig familie. En roman om at være på krigsstien på jobbet, i familien, i supermarkedet og trafikken, men – måske! – begynde at forsone sig med både sorgen, vreden og sin egen historie.

I "Endnu en dag i Guds skaberværk" møder vi Lotte, som er socialrådgiver og bor alene i en stuelejlighed på Nørrebro. Hun troede engang, at hun kunne redde verden. Hun troede også, at hendes ensomhed en dag ville fortage sig. Nu er hun blevet 1) klogere 2) forladt af sin kæreste og 3) fyret. Da ekskæresten bliver fundet død efter en druktur, og der er tegn på vold, står Lotte tilbage med hans halvvoksne søn og en masse ubesvarede spørgsmål. "Endnu en dag i Guds skaberværk" er en fortælling om en kvinde, som er træt af at leve i udkanten af andre menneskers fællesskaber.

Anmelderne skrev:

"Birgithe med th er den berømte og eftertragtede forbindelse mellem generation X og Z" - Information

"Katrine Marie Guldagers nye roman priser og parodierer den midaldrende kvindes harme og indignation, ansvarsfølelse og omsorgsarbejde." - Politiken