Morgenpolitik Special: Fredagsbar! - Skraldival

En gruppe mennesker, der sidder og drikker kaffe og hører et oplæg
I anledning af Skraldival holder vi denne fredag en Morgenpolitik som fredagsbar om eftermiddagen. Vi sætter fokus på det grønne Silkeborg, mens du kan nyde en kold fredagsøl eller sodavand med en god snack.
Dato
Tid
15:15 - 17:00
Sted
Vidensscenen

Vi får besøg af Helle Præsius Busk (A) og Rune Kristensen (A), som vil tale om nogle af de emner, der fylder for dem i Klima- og Miljøudvalget.

Emnerne er blandt andet kommunens nye klimamålsætning mod 2030, borgerinvolvering i støre grønne naturprojekter, som Gudenåplanen og Den Grønne Trepart, genanvendelse i byggebranchen, og ønsket om cirkulære affaldsløsninger. 

Kom og tal med om disse emner:

  1. Hvilke klimamål skal kommunen sætte sig frem mod 2030? Hvordan bliver vi net-negative på C02 i Silkeborg?
  2. Hvordan gør kommunen det tilgængeligt for borgere at involvere sig i grønne naturprojekter, som er komplekse og ikke inspirerer til individuel handling?
  3. Hvordan genanvender vi som kommune og borgere klogt, og hvordan bygger vi klogt?

Emma Heibøll fra EU-projektet Circular Economy Beyond Waste, som Silkeborg Kommune er med i, vil komme og fortælle om projektet, og om den fælles mission: at skabe nye, cirkulære løsninger og en fremtid uden affald. For hvad betyder det for kommunen og for borgerne?

Morgenpolitik går i al sin enkelhed ud på, at borgere og lokalpolitikere mødes og taler sammen om de emner fra den kommende byrådsdagsorden, som de fremmødte finder mest væsentlige og interessante. Målet er at skabe et forum, hvor politikere og borgere kan mødes, udveksle perspektiver på forskellige emner og opleve en større nærhed og forståelse. Efter halvanden time runder vi af og går – forhåbentligt beriget – hver til sit.  

Spilleregler
•    Vi sørger alle for en god tone og atmosfære
•    Vi er her for at blive klogere. Ikke for at få ret eller blive enige
•    Vi værdsætter forskellige perspektiver

Det kræver ingen tilmelding. Bare mød op og vær med til at berige den gode demokratiske samtale i dit lokalsamfund.

Morgenpolitik er et velafprøvet format hos Sager der samler i Århus. Her i Silkeborg er det blevet til i et samarbejde mellem den frivillige borgergruppe Sammen om verdensmål Silkeborg og Silkeborg Bibliotekerne.