Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Hedengran Rasmussen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til dig der gerne vil bage dine egne brød og kager helt fra bunden med mange tips og gode råd

Beskrivelse

Endnu en god kogebog fra Claus Meyer, der vist ikke behøver nogen nærmere præsentation. Meyers bageri er skrevet, så man næsten kan mærke duften af nybagt brød, og man får i hvert fald lyst til straks at få fingrene i dejen selv. Allerede ved læsningen af forordet begynder det at krible i fingrene og næseborene. Opskrifterne er udviklet i samarbejde med Nicolai Skytte; daglig chef for bageriet i Meyers Køkken og Deli. Den første del af bogen er en grundig introduktion til brød, korn, mel, hævemetoder, udstyr, teknikker osv. Herefter kommer så opskrifterne; først Brød og Boller, der igen er inddelt i underkategorier som fx hvedebrød, kernebrød, rugbrød, boller osv. Her er også en opskrift på grundsurdej, som CM slår et kraftigt slag i bolledejen for. Så kommer Sødt Bagværk, der er opdelt i gærkager, wienerbrød, kager og småkager. Til sidst stikordsregister, adresser og litteraturliste. CM springer ikke over, hvor gærdet er lavest, og noget af det spændende er de lange hævetider. Så slut med undskyldningerne for ikke at servere nybagt brød om morgenen

Sammenligning

Der findes mange bagebøger; både grundbagebøger samt opdelt i brød, kager osv. Denne grundbagebog ligger helt i toppen

Samlet konklusion

En god og information grundbagebog, hvor man fra starten får lyst til at gå i gang i sit eget hjemmebageri. Der er gode forklaringer på det teoretiske stof og opskrifter, man ikke behøver være bager for at bruge

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2010