Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Elkjær Smedebøl

Kort om bogen

Når ens mor er død, ens far er ukendt og man skal flytte væk fra sine bedste venner - og man oven i købet er forelsket i den ene, så er livet lidt svært. Men Ludvig tager sagen i egen hånd. For 12-15-årige

Beskrivelse

Ludvig på 14 år bor hos sin moster. Hans mor døde for 3 år siden, og han har aldrig kendt sin far. De skal flytte til København, og under pakningen finder Ludvig et billede som han aldrig har set før. Det forestiller hans mor som ung - og måske en kæreste. Årstallet på billedet er året før Ludvig blev født - kan det være hans far? Sammen med vennerne Mick og Maja går Ludvig i gang med at opspore fyren. Det er ellers lidt svært med vennerne, fordi Ludvig er bange for at blive udenfor når han flytter - og han er også forelsket i Maja, men tør ikke gøre noget ved det. Eftersøgningen fører venskab og romantik med sig

Vurdering

Allerede på første side finder Ludvig billedet, og det vækker nysgerrigheden hos både ham og læseren - handlingen er i gang med det samme. Sorgen over morens død er ikke et tema i bogen, og den kan læses af alle unge som interesserer sig for venskab, kærlighed og et lille mysterium

Andre bøger om samme emne

Samme forfatter har skrevet Kviksand hvor en dreng på ca. samme alder også har mistet sin mor, og danner et nyt venskab. Den har dog mere fokus på sorg. I Jeg finder dig leder hovedpersonen også efter sin far, og der er venner og kæresteri med