
Tags
Verdensmål- Dato
- Tid
- 08:15 - 10:00
- Sted
- Orange Scene
- Bibliotek
- Silkeborg Bibliotek
- I samarbejde med
- Sammen om Verdensmål Silkeborg
- Adresse
-
Hostrupsgade 41 A
8600 Silkeborg
Danmark
Til denne Morgenpolitik Special sætter vi fokus på fremtidens grønne Silkeborg – for hvad gør vi egentlig med vores arealer, når der både skal være plads til beboelse, landbrug, nye anlæg med vedvarende energi og vild såvel som rekreativ natur?
Netop anvendelsen af vores arealer er et højaktuelt emne lige nu, hvor Silkeborg kommune arbejder på højtryk for at implementere ”Den grønne trepart”, som er en storstilet national aftale der skal omlægge enorme arealer af landbrugsjord, blandt andet til skov og natur. Derfor har vi inviteret Pauline Skorski, Silkeborg kommunes grønne trepartskoordinator, som vil fortælle om den lokale betydning af Den grønne trepart.
Bagefter vil vi med byrådsmedlemmerne Helle Præsius Busk (A) og Peter Siig Kristensen (Ø), tale om nogle af de emner der fylder for dem i Klima- og Miljøudvalget.
Det kunne være emner såsom:
- Hvor og hvordan placerer vi anlæg til vedvarende energi bedst?
- Hvordan balancerer vi behovet for bade- og bådebroer med hensynet til beskyttet natur?
- Hvordan gør man det nemmere for borgere i Silkeborg at træffe klimavenlige valg og hvordan arbejder kommunen selv på at nedbringe sit C02?
- Hvordan lykkes vi med klimatilpasning i praksis?
Denne Morgenpolitik Special er på Orange Scene
Morgenpolitik går i al sin enkelhed ud på, at borgere og lokalpolitikere mødes og taler sammen. Målet er at skabe et forum, hvor politikere og borgere kan mødes, udveksle perspektiver på forskellige emner og opleve en større nærhed og forståelse.
Spilleregler
• Vi sørger alle for en god tone og atmosfære
• Vi er her for at blive klogere. Ikke for at få ret eller blive enige
• Vi værdsætter forskellige perspektiver
Vi mødes på Silkeborg Bibliotek til et rundstykke og tager derefter hul på samtalen. Efter halvanden time runder vi af og går – forhåbentligt beriget – hver til sit.
Det kræver ingen tilmelding. Bare mød op og vær med til at berige den gode demokratiske samtale i dit lokalsamfund.
Morgenpolitik er et velafprøvet format hos Sager der samler i Århus. Her i Silkeborg er det blevet til i et samarbejde mellem den frivillige borgergruppe Sammen om verdensmål Silkeborg og Silkeborg Bibliotekerne.