Foto af Maren Uthaug

Maren Uthaug vinder De Gyldne Laurbær

03.02.23
Boghandlernes prestigefyldte pris går til forfatteren Maren Uthaug. Hun modtager De Gyldne Laurbær 2022 for sin satiriske fremtidsfortælling 11 %. 

I 11 % præsenterer Maren Uthaug et matriarkalsk samfund uden løsgående mænd. Romanen er en vild samfundssatire over køn, identitet og seksualitet og et spændende genremix med træk fra blandt andet dystopier, spekulativ litteratur, eventyr og sci-fi med symboltunge referencer til kristendommen.

I romanen følger vi en række kvindeskæbner, der alle fletter sig sammen om et illegalt drengebarn. Vi møder heksen Medea, lægen Eva og med den prostituerede mandedame Lars, møder vi også Uthaugs sorte humor, når hun lader Lars bijobbe som amme for områdets nyfødte, ved siden af sit arbejde med at servicere kvinder med sin enorme påsyede plasticpenis. Vi er i fremtiden - vi er i et genkendeligt Danmark – og så er det hele alligevel ikke særligt genkendeligt. For vi er i en verden, hvor kvinderne har taget over og er i gang med at fjerne mændenes præg på samfundet og naturen.

Er romanen et smædeskrift mod mænd? Nej – det er den ikke, for den nye samfundsorden - med kvinderne som de dominerende – undertrykker nemlig en anden del af naturen. Mænd lever undertrykt og indespærrede, da der er en angst for, hvad den frie mand kan finde på, og derfor er alt, hvad der repræsenterer det mandlige køn, blevet dømt ude som noget unaturligt og truende. Romanen viser, hvad der sker, når det er manden, der bliver til ”Det andet.”

Med denne dybt originale og fantasifulde roman sætter Maren Uthaug vores diskussioner og opfattelser af køn på spidsen. Når hun skaber et dominerende matriarkalsk samfund, hvor alting er vendt på hovedet, opstår der groteske og absurde, men også tankevækkende, personer og begivenheder. Det får en til at se på vores samfund med nye øjne. Det er både intelligent og humoristisk på samme tid. Læs denne roman, hvis du vil udfordre dig selv – for du har garanteret aldrig læst noget lignende!

De Gyldne Laurbær

De Gyldne Laurbær er blevet uddelt siden 1949. Prisen uddeles en gang årligt baseret på en afstemning fra samtlige danske boghandlere i januar, og gået til forfattere som Stine Pilgaard, Christian Jungersen, Helle Helle og Kim Leine. Sidste år gik De Gyldne Laurbær til Thomas Korsgaard.

Læs mere om vinderne her.

Foto: Simon Knudsen

Materialer