Du danske sommer – du inspirerer mig...

Sommeren igennem har vi fyldt vores fysiske biblioteker og det digitale med inspiration og oplevelser til jer.

Inden længe står der sommerferie i kalenderen hos mange. Den danske sommernatur lokker os ud for at opleve og sanse vores smukke land, og naturen byder på et utal af oplevelser. Natur rimer på kultur, og hvis I spørger os, er der ikke noget bedre end at tage læseoplevelserne med udenfor. Om det er fysiske eller digitale materialer – så beriger de os med viden og gode oplevelser som en naturlig følgesvend hele sommeren.

Allerede inden du træder ind på vores biblioteker, vil du denne sommer blive mødt af en ny oplevelse for øjet. Korte citater og uddrag pryder bibliotekets facader til glæde og en anderledes oplevelse med litteraturen.

Ved hovedindgangen i Silkeborg kan du herudover lytte til og opleve oplæsninger af H.C. Andersens smukke naturbeskrivelser af hans første rejse til Silkeborg samt eventyret Klokken.

Inde i vores biblioteksrum fylder sommernaturen også i vores anbefalinger af litteratur til alle. I børnebiblioteket flyver sommerfuglene ud i rummet, og du kan igen i år deltage i Danmarks største læsekonkurrence for de 6-15 årige – Sommerbogen. Læs mere på www.silkeborgbib.dk/section/sommerbogen, og følg med på vores Facebook side som hele sommeren vil inspirere dig og dine børn til gode læseoplevelser.

I Oplevelse, hvor du finder romaner, tegneserier, film og musik, har vi opstillet stakkevis af skønne bøger til sommerlæsning, samt en præsentation af den allernyeste musik. Herudover vil du rundt omkring finde bogmærker med anbefalinger fra bibliotekets ansatte. På vores hjemmeside kan du hele sommeren finde personlige anbefalinger til sommerlæsning fra vores formidlere, ligesom det bliver muligt at deltage i en konkurrence på Facebook, hvor du kan vinde nye skønlitterære bogpræmier.

Er du på udkig efter den nyeste faglitteratur, så finder du de nyeste materialer lige over for Informationen. Her er også  inspiration til dig, der skal holde ferie i Danmark med bøger om alle hjørner af vort dejlige land. Her kan du sætte dig og læse i fred og ro i en af vores lækre nyindkøbte lænestole.

I vores Makerspace i Silkeborg vil vi inspirere jer til oplevelser i det danske sommerland. Skal du mon prøve at sove i shelter for første gang? Hvordan laver man egentlig et godt bål, og hvilke planter er det nu lige, man må spise? Find spændende materialer om lige det du har brug for at vide, inden turen går udenfor. Læs desuden mere lige her: www.silkeborgbib.dk/tags/vores-natur

Over alt på bibliotekerne ønsker vi, at du føler dig velkommen, mødt af smil i et biblioteksrum, der emmer af gode oplevelser i vente.

Rigtig god sommer fra alle os på biblioteket