Julebord

Årets mandelgave

Hvis mandelgaven skal være en bog, så synes jeg gerne, at den skal være lidt sjov eller lidt finurlig, tankevækkende og ikke alt for tung. Den skal kunne læses med et glas portvin eller juleknas i den ene hånd og bogen i den anden.

Valget af mandelgave(bog) afhænger naturligvis også af, hvem du skal holde jul med. Herunder har jeg samlet lidt forskelligt, så der er noget for enhver smag - efter kriterierne om, at bogen skal være lidt morsom eller finurlig, tankevækkende og ikke alt for tung. 

Anskaf dig fx Hver dag starter det forfra, hvis du holder jul med en småbarnsfamilie (og overvejer at plante mandlen i deres ris á la mande, bare fordi), køb én af de gode Tænkepauser-bøger eller Syv små forelæsninger om fysik, hvis du holder jul med typen, der gerne vil blive klogere på kort tid. Alle bøgerne kan du naturligvis låne løs af - og kom forbi og spørg, hvis du er i tvivl om, præcis hvilken bog, der kan passe som mandelgave på dit julebord - så kan du også få lidt læsetips til din juleferie. 

Du kan også købe en litterær oplevelse, hvis du sidder til bords med typerne, der ønsker sig boggaver til jul og som gerne vil tage en ven eller veninde med til:

Kjellerup Bibliotek d. 16. januar kl. 19, hvor forfatter Signe Langtved Pallisgaard fortæller om sin rørende og livsbekræftende roman Alle de liv. Romanen er fortællingen om to veninders beslutning om at tage en fælles rejse til USA, da den ene, Solveig, finder ud af at hun er alvorligt syg af ALS. De lader mænd og børn blive hjemme og Solveig spørger sin veninde, der er forfatter, om hun ikke vil skrive, hvordan hendes liv kunne være blevet, hvis ikke hun skulle dø så snart. Romanen er inspireret af Signe Langtved Pallisgaards eget liv. 

Them Sognehus d. 6. februar kl. 19.30, hvor Thomas Korsgaard, der tog læserne med storm med sin debutroman, Hvis der skulle komme et menneske forbi, fortæller og læser op fra sin seneste roman En dag vil vi grine af det.  Det er en sorgmunter roman, der fortsætter den stærke fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn er overladt til sig selv, fordi de voksne ikke rigtig magter at være forældre. 

Materialer