Elever og morgenbrød

College 360 er flyttet ind i CampusHuset

College360 har lejet sig ind i CampusHuset på 1. salen og i Salonen, som skal bruges til undervisning. Læs her hvad det betyder for dig som biblioteksbruger.

CampusHusets 1. sal samt lokalet Salonen i stuen er pr. 1/8 blevet lejet ud til College360. Dette betyder at det udelukkende er skolens lærere og elever, som har adgang til CampusHusets 1. sal.  De øvrige arealer i CampusHuset samt toiletterne er der fortsat offentlig adgang til i Silkeborg Bibliotekernes åbningstid. Inden længe vil det desuden blive muligt at booke nogle af studierummene ved Campus-indgangen via Silkeborg Kommunes lokalebookingsystem, Fritidsportalen. 

Silkeborg Bibliotekerne hilser det meget velkommen, at der igen kommer liv af unge mennesker, som beskæftiger sig med læring, i CampusHuset, og vi ser frem til at udvikle det eksisterende samarbejde med både lærerne og de unge.  

Driften af CampusHuset blev oprindeligt delt mellem Silkeborg Bibliotekerne, Th. Langs HF og VUC, Silkeborg Ungdomsskole, Th. Langs Skole, folkeskolerne i Silkeborg Kommune, Den Kreative Skole samt College360. Den model har CampusHuset virket under de første fem år. På Silkeborg Bibliotekerne er vi rigtig glade for at det nu er vores naboer fra College360, som vi i forvejen samarbejder med, der er flyttet ind og skal have undervisning for deres 3. årgang i CampusHuset.