Tine, Britt, Frederik og Anne samt Årets Bøger-30 år-logo

Årets Bøger gennem 30 år

I år er det 30 år siden, Årets Bøger-showet for første gang langede de allerbedste læseoplevelser over scenekanten til publikum. Men hvordan blev årets bøger til?

Hvert år udkommer der et væld af nye bøger. Faktisk udkommer der i dag næsten dobbelt så mange skønlitterære værker på dansk, som der gjorde for ti år siden. Samtidig viser de seneste kulturvaneundersøgelser, at der er sket et generelt fald i fritidslæsningen gennem de senere år. Mange af os kan nok genkende, at tiden til fritidslæsning er knap – og at vi derfor hellere læser en bog, som kommer med gode anbefalinger – enten fra sociale medier, venner, familie eller anmeldere.  På Silkeborg Bibliotekerne har de mest læsende litteraturformidlere gjort noget af arbejdet for publikum og fundet deres bud på de allerbedste bøger fra 2023. 

I år har litteraturformidlerne bag Årets Bøger, Frederik Schøler, Britt Skjoldborg og Anne Juul Andersen, læst sig igennem over 200 bøger og udvalgt de 30 bedste til de fem Årets Bøger-shows. Jeg har mødt Tine Popp-Madsen, der gik på pension i 2021 efter mere end 40 år som bibliotekar på Silkeborg Bibliotekerne. Hun var nemlig med til at finde på Årets Bøger, men hvordan opstod idéen? Det har jeg spurgt hende ud om i et lille jubilæumsinterview. 

Årets Bøger blev undfanget på Svendborg Højskole

Tine Popp-Madsen, der gik på pension i 2021 efter mere end 40 års ansættelse på Silkeborg Bibliotekerne, fik idéen til Årets Bøger på et kursus. Inden da var kollegaerne Karin Svendsen og Anette Klitgård begyndt at tage til Sinding for at lave boganbefalinger, men det var på Svendborg Højskole, på et kursus, som Boghandlerforeningen og Bibliotekarforbundet arrangerede, at Årets Bøger blev undfanget. 

"På kurset var der anmeldere fra de store aviser - det var Carsten Berthelsen og Lone Kühlmann, blandt andre, som gennemgik årets boghøst. Vi var nogle stykker på kurset og så var det, jeg tænkte - vi kan lave det dér - og det blev begyndelsen til Årets Bøger.", fortæller Tine Popp-Madsen. Hun kan huske at der kom 49 til det allerførste Årets Bøger-arrangement, men ellers husker hun mest noget andet:

"Vi var så nervøse. Det var helt usædvanligt at bibliotekspersonalet selv producerede noget og stillede sig på scenen. Det var helt uhørt, at vi selv optrådte og vi havde ingen erfaring." Men efterhånden som årene gik, fik de både erfaring og efteruddannelse - og Tine fortæller at de blev mere scenevante, ligesom der løbende blev arbejdet med formen på arrangementet, så det efterhånden blev skåret mere skarpt - med overgange og powerpoint, som vi kender det i dag. 

Hvordan foregik udvælgelsen den første gang - I havde jo ikke noget sammenligningsgrundlag?

"Nej, men vi skulle jo finde et bredt udvalg. Der skulle være litteratur til alle. Men det var også vigtigt, at vi læste de bøger, vi selv brændte for. Som formidlere tænkte vi naturligvis på dem, der skulle se showet, men kiggede også på, hvad der udkom og hvilke tendenser, der var i spil i løbet af bogåret. Ligesom i dag. Jeg lavede allerede fra første år en indledning, hvor jeg trak tendenserne frem - og det blev jeg ved med helt til 2021, hvor jeg gik på penision", forklarer Tine Popp-Madsen

Hvordan holder man gejsten helt fra bogåret 1992 til 2021?

"Jamen, litteraturen fornyr sig jo hele tiden - det er livets salt. Litteratur er en næring. Det har i samtlige år, jeg var med, været en kæmpe glæde og det har altid været lige inspirerende for mig alle de år. Og så er Årets Bøger også vokset gennem årene - fra at være 49 mennesker blandt publikum til flere end 400 mennesker. Dét er jo en stor glæde" fortæller Tine. "Frøken Smillas fornemmelse for sne, Peter Høegs bestseller, udkom i 1992 - og den havde jeg med. Bare jeg dog havde tænkt på at få Lis Thavlov fra Silkeborg Arkiv til at gemme et eksemplar af de gamle kataloger. Det er faktisk det eneste, jeg fortryder!" 

Hvad er det vigtigste ved Årets Bøger? Hvad tror du, der gør, at det stadig er sådan en publikumssucces i dag?

"Årets Bøger skal både være en underholdende aften, et show og samtidig give gode boganbefalinger. Det skal være en oplevelse og formidlingen skal være så god som overhovedet muligt for at kunne dét. Det har nogle af mine nye, yngre kollegaer været meget hurtige til at lære, synes jeg. Som om det faldt jer mere naturligt at stå på scenen."

Hvilke oplevelser har arbejdet med Årets Bøger givet dig?

"Altså, jeg blev interviewet i P1 i 2011. Det var min stjernestund! En journalist, der var på besøg hos sin veninde i Silkeborg, var kommet med til Årets Bøger - og dét, hun faldt for, var at jeg fortalte det år, at jeg reflekterede over bøgerne, mens jeg gik tur med min hund. Hun synes det var skægt, at vi levede med bøgerne på den måde. Og så kom Årets Bøger i P1 Morgen. Det var Kirsten Hamanns "Se på mig", der fik størst fokus i indslaget - fordi den netop fangede tidsånden. Bogen handler nemlig om ikke at leve sit eget liv, men holde øje med andres. 

For mig har Årets Bøger gået på tre ben - det kollegiale, fordi det er en fantastisk oplevelse at have sammen, samtidig var det en stor berigelse at møde læserne og inspirere dem på en anden måde, end vi ellers gør til hverdag. Og så endelig litteraturen. Essensen i mit job var at formidle og give læselyst - og Årets Bøger var for mig en opgave, der i sandhed opfyldte det formål"  slutter Tine Popp-Madsen, som i øvrigt gør en særlig gæsteoptræden ved dette års Årets Bøger i anledning af jubilæet.