Er du klimaaktivist? Kom på scenen med Iben Maria Zeuthen
Vi søger et par (forælder/barn eller bedsteforælder/barnebarn), der vil med på scenen til en generationssamtale om klimaet med Iben Maria Zeuthen.
Af Kirstine Petersen
I foråret 2026 står journalist og klimadebattør Iben Maria Zeuthen for generationssamtaler på fem midtjyske biblioteker. Samtalerækken hedder ”Revolutionens børnebørn”. Her mødes en ung klimaaktivist med den mest revolutionære af sine bedsteforældre eller forældre, til en samtale om at sige fra, at råbe højt, at bekymre sig, og om at blive ved at håbe.
Hvad skal vi tale om?
En fjerdedel af danske unge, bekymrer sig betydeligt om fremtidens klima. Det skal tages alvorligt, og der skal klimahandles. Men er det noget nyt at føle sig fremmed for det samfund man omgiver sig med? Følger der et opgør med det at være ung? Og kan man med fordel spejle sig i tidligere generationer? Det er bl.a. dét, vi skal bruge jer til at blive klogere på.
Er det noget for dig? Så send os en mail
I hver by skal der bruges et generationspar. Så hvis du og en fra din familie har lyst til at være med, så kontakt katrinesogaard.luebben@silkeborg.dk med jeres begrundelse for, hvorfor det er netop jer, der skal udvælges.
I siger ja til en samtale på scenen på et af de nedenstående biblioteker og måske også pressedækning i form af artikler, billeder og evt. podcast.
Inden samtalerne foran publikum vil Iben Maria Zeuthen have talt grundigt med de udvalgte par.
Datoer:
15. april: Herning kl. 19.00
16. april: Silkeborg kl. 17.00
20. april: Randers kl. 17.00
21. april: Viborg kl. 17.00
22. april: Aarhus kl. 17.00
Vi ser frem til at høre fra jer, så vi sammen kan gøre en forskel for klimadebatten.