Logo for Dekameron projekt

Fortæl DIN historie – og sæt ord på en særlig tid

11.05.21
Silkeborg Bibliotekerne inviterer alle til at deltage i litteraturprojektet Dekameron 2021. Et projekt hvor borgerne kan give deres personlige bud på, hvordan det har været at være dansker i 2020 – 2021. 10 lokale historier udvælges og skrives sammen af lokal forfatter.

Der er mange, der gennem det seneste år har været isoleret med deres tanker og måske har fået nye erkendelser og en anden opfattelse af verden. Det vil Dekameron 2021 sætte fokus på. Silkeborg Bibliotekerne opfordrer derfor alle til at indsende deres personlige historie og sætte ord på det sidste års oplevelser.

De personlige historier skal gerne være korte - enten på skrift (max 1 side) eller video (max 1 minut) og skal sendes til mailadressen dekameron2021@gmail.com. Eller lægges op på den offentlige facebookgruppe Dekameron 2021. Silkeborg Bibliotekerne vil gerne have borgernes fortællinger senest den 31. maj.

”Jeg ved, at der er masser af gode historier derude om livet under Corona-epidemien. Jeg håber, mange Silkeborgensere har lyst til at dele stort som småt fra deres dagligdag og bidrage til den mangfoldige fortælling, der indsamles i løbet af Dekameron projektet. Det er helt unikt, at vi med dette projekt rammer tidsånden spot on og med litteraturen udtrykker, hvordan Silkeborg har oplevet karantænen, isolationen og Coronaepidemien”, udtaler litteraturformidler Anne Juul Andersen, Silkeborg Bibliotekerne.

Historierne udvikles sammen med en forfatter

Efter indleveringsfristen vil alle historier blive læst af en anerkendt dansk forfatter, der udvælger 10 lokale historier fra Silkeborg og omegn – 10 historier som bliver taget med til en særlig aften, hvor forfatteren og skribenterne bag de udvalgte historier mødes til en middag på Toftebjerg - Them Bibliotek og Medborgerhus.

Middagen finder sted tirsdag den 15. juni, og på aftenen skal de 10 historier videreudvikles til en litterær tekst, der kan indgå i et fælles regionalt værk.

10 forfattere og 100 historier

Dekameron foregår nemlig ikke kun i Silkeborg.

Forfattermiddagene finder sted under den internationale litteraturfestival LiteratureXchange, der afvikles 10.-20. juni 2021 i Aarhus. I alt vil 10 forfattere mødes med historieskriverne til middag, og det sker 10 forskellige steder i Region Midtjylland.

”Vi har valgt at sætte en forfatter og 10 historieskrivere i stævne over middage i 10 byer i regionen under festivalen. Vi synes, det er et spændende koncept, som vi forventer os meget af. Vi afvikler middagene i samarbejde med 10 kommuner i regionen, og de er værter for middagene. Der bliver fra alle middagene streamet oplæsninger, og forfatteren sætter ord på nogle af teksterne for at give et indblik i projektets maskinrum, som er mødet mellem forfatteren og historieskriverne og deres arbejde med teksterne” fortæller en anden af initiativtagerne Pia Buchardt.

De 100 historier udgives til efteråret i en antologi om en hel speciel tid i verdenshistorien, hvor Corona pludselig vendte op og ned på alles hverdag. 

For yderligere information om projektet i Silkeborg Kommune:
Anne Juul Andersen: AnneJuul.Andersen@silkeborg.dk / mobil: 41 83 45 67

For info om projektet nationalt kontakt:
Lone Leth Larsen: lonelethlarsen@iclous.com / mobil 25599166
Pia Buchardt: piabuc18@gmail.com / mobil 5384 9041

Litteraturprojektet Dekameron 2021 er arrangeret af Aarhus Litteraturcenter og De Glødende Penne i samarbejde med Region Midtjyllands 19 kommuner. Projektet er støttet af Region Midtjyllands Kulturpulje og Statens Kunstfond.

FAKTA om Dekameron 2021

  • Projektet er inspireret af en 700 år gammel klassiker: romanen Decameron (1349-52) skrevet af Giovanni Boccaccio. En bog om alt hvad menneskelivet rummer af følelser.
  • Det litterære samskabelsesprojekt Dekameron 2021 – 100 historier foregår i Region Midtjyllands 19 kommuner.
  • Alle midtjyder opfordres til at deltage med en historie.
  • De bedste historier videreudvikles af midtjyske forfattere og udgives i en antologi.
  • Historierne (max 1 side) eller video (max 1 minut) kan sendes til mailadressen dekameron2021@gmail.com. Eller lægges op på den offentlige facebookgruppe Dekameron 2021.
  • Dekameron 2021 er tilknyttet Aarhus Litteraturcenter og projektets ophavskvinder består af Lene Noer, Pia Buchardt, Lene Noer, Jette Sunesen og Anne Mette Laursen.  
Tags
Materialer