Tema: Sorg

De seneste år er der kommet et større fokus på sorg, også i litteraturen. Dette forår sætter vi på Silkeborg Bibliotekerne fokus på sorg gennem tre arrangementer, en række boganbefalinger mv.

Vi møder den alle på et eller andet tidspunkt i vores liv. Et af livets uundgåelige grundvilkår; sorgen. Sorgen rammer uvilkårligt, man kan være en smule forberedt eller man rammes på et splitsekund, men ingen går fri. Når sorgen rammer står vi som oftest hjælpeløse tilbage – alt omkring os går i stå, mens hverdagen fortsætter, om vi vil eller ej.

Når sorgen rammer, er der hjælp og støtte at hente i litteraturen. Et fint eksempel på ordenes trøst er Tove Ditlevsens digt ’Liljekonval’, hvori hun skriver om sorgen: 

og sorgen er ikke sød, 
den er bitter og tung som min liliekonval,
der visner i denne nat, 
når de små klokker ringer for sidste gang,
bedrøvet og dybt forladt.

De seneste år er der kommet et større fokus på sorg, flere skriver om deres sorg, der bliver i stigende grad oprettet sorggrupper, og hos den internationale sundhedsorganisation, WHO, har en særlig afart af sorgen fået status af sygdom; ”vedvarende sorglidelse”. De mange skønlitterære udgivelser kan ses som et udtryk for, at det tabu, vi har omkring død og sorg, er ved at blive brudt. For selvom sorg er noget alle oplever, så er det ikke alle, der kan håndtere sorg hos venner og familie. Journalist og DR-vært Esben Kjær mistede i 2012 sin 7-årige søn og oplevede at mange venner faldt fra. Han mener, at vi mangler et sprog for døden, hvilket han har skrevet om i bogen Døden – en overlevelsesguide. En eksistentiel håndbog for efterladte

Silkeborg Bibliotekernes arrangementer om sorg: 

I litteraturen  kan vi finde et fællesskab, møde andre ligesindede og opnå en erkendelse af, at nok føler vi os alene i verden, men der er andre derude, der har det svært. Forfatter til Det sørgende dyr, Svend Brinkmann, opsummerer det sådan:

”Hvis man selv har mistet, kan det trøste at læse om andres sorg. Det giver måske en almen følelse af solidaritet med andre mennesker, at vi forstår, at tilværelsens grundvilkår er, at vi skal dø og en dag miste dem, vi elsker.”

Dele af denne nyhedsartikel er baseret på Litteratursidens tema om sorg, oprindeligt skrevet af Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Litteratursiden.

Tags
Materialer