Danish Book Blog Award

22.11.16
Seksten skønne bogblogs!

Plusbog.dk har indstiftet prisen Danish Book Blog Award, hvis formål er at hylde alle de passionerede og hårdtarbejdende læseheste, som deler deres læsning og mange anbefalinger med alle os andre i deres online blog-univers. Fem bloggere blev stemt i finalen af bloglæserne, hvorefter vinderen blev valgt af en jury bestående af blandt andre forfatter Anna Grue, blogger Jane Faerber og digital salgschef ved Gyldendal Carsten Odgaard. Kåringen fandt sted på årets BogForum og prisen for årets bedste bogblog gik til Rikke, som driver bloggen Paperback Castles.

Nedenfor kan du læse mere om de fem finalister, og finde din egen favorit!

Paperback Castles

Bloggen drives af Rikke, som er vild med Jane Austen og andre britiske klassikere, fantasy og chick-lit. Rikke har desuden en særlig forkærlighed for bøgernes ydre; bøger med smukke forsider, skønne illustrationer og bogstaver i guld. Derfor er det da også en sand fryd for øjet at følge hendes blog, hvor billederne af de smukke bøger står i kø. Du finder bloggen her

Bibliotekattens Bøger

Kathrine er bibliotekar og bogorm, og blogger om bøger til både børn, unge og voksne. Bloggen dækker et bredt felt, og der er alt lige fra Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen til Belgravia af Julian Fellowes. Bloggen er nem at gå til, da der er både et fint rating-system, et overskueligt arkiv og en detaljeret søgefunktion, så du kan finde lige præcis dét, du leder efter. Du finder bloggen her her

Book me up, Scotty

Bloggen drives af Maria, som lige nu skriver sine indlæg fra Tokyo. Hun anmelder både digte og krimier, og har desuden en liste på bloggen med 100 klassikere, som hun gerne vil nå at læse i løbet af sit liv. Listen omfatter blandt mange andre Bølgerne af Virginia Woolf og The Hitch-hiker’s Guide to the Galaxy af Douglas Adams, og der er masser inspiration at hente, hvis du vil starte din egen liste. Du finder bloggen her

Flyv med mig

På bloggen skriver Rikke anmeldelser, giver anbefalinger og tips og skriver om events, teaterture og film. Blandt hendes favorit-genrer er fantasy, dystopi og young adult, og bloggen byder således på anbefalinger af bøger i stil med Rød dronning af Victoria Aveyard og Labyrinten af James Dashner. Du finder bloggen her

Lit fix

Julie holder især af biografier, lyrik og historiske romaner, og har en særlig forkærlighed for danske forfattere fra det 20. århundrede som for eksempel Tove Ditlevsen, Tom Kristensen, Karen Blixen, Klaus Rifbjerg og Michael Strunge. På bloggen deler hun blandt andet anmeldelser, læselister og forfatterinterviews. Du finder bloggen her

Du kan læse mere om prisen, og se de andre elleve nominerede, på plusbogs hjemmeside lige her