- Dato
- 29 april 2025
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
- Alle: Gratis
- Sted
- Gjern kultur- og idrætscenter
- Bibliotek
- Gjern Bibliotek
- I samarbejde med
- Gjern Natur
- Adresse
-
Skovvejen 6
8883 Gjern
Danmark
Dybhavet dækker mere end halvdelen af Jordens areal, og det meste er uudforsket. Dels er det meget vanskeligt at fortage målinger og indsamle materiale på havets største dybder, dels har man tidligere fejlagtigt troet at processerne i dybhavet ikke er vigtige for livsforholdene på Jorden.
De dybeste dele af oceanerne, fra 6 til 11 kilometers havdybde, kaldes 'den hadale zone' – efter dødsriget Hades. Zonen indbefatter bl.a. 27 enorme grave der strækker sig tusinder af kilometer langs kontinenternes, geologisk ustabile, rand – der hvor havbundsplader og kontinentalplader støder sammen.
Den nyeste forskning viser overraskende, at disse grave er ”oaser” for livet i dybhavet. Omsætningen af organisk materiale er meget høj, og man opdager hele tiden ukendte organismer, der er tilpasset det ekstreme tryk i gravene. Ved hjælp af avancerede robotter med videnskabeligt udstyr, der kan operere under det ekstreme tryk, er forskerne nu ved at aflure dybhavets hemmeligheder.
På ekspeditioner med skibe studerer forskerne livet på store dybder med lange bor, som kan tage prøver mange hundrede meter nede i havbunden. Selv en kilometer nede i havbunden i den japanske Nankai Grav, hvor temperaturen når over 100°C, trives spændende samfund af mikroorganismer. I den danske havbund i Østersøen har en videnskabelig boreekspedition fundet rige bakteriesamfund, som har levet her siden istiden.