Litteratur og viden

Præsidentvalg i USA

Tilliden til det politiske system er historisk lav, og befolkningen er delt i to lejre, når amerikanerne skal til stemmeurnerne d. 5. november. Vi går tæt på det 60. præsidentvalg med foredrag, filmvisninger og aktuel litteratur, der tager dig med bag kulisserne og de afgørende spørgsmål.

Af Ditte Schjødt

Historisk lav tillid til det politiske system

De nyeste opgørelser viser, at tilliden til de folkevalgte aldrig har været lavere end nu blandt de amerikanske vælgere. Kun 4% af den amerikanske befolkning synes, at det politiske system fungerer godt, mens kun 16% har tillid til at regeringen tager gode beslutninger. Dette vel at mærke på tværs af alder, køn, uddannelsesniveau og etnicitet.

Samtidig forstærkes fronterne af et opdelt mediebillede, hvor kandidaterne hovedbudskaber er, at modstanderne vil ødelægge det amerikanske samfund.

Foredrag på Silkeborg Bibliotek om den demokratiske krise og splittelsen i USA

Instruktør Christoffer Guldbrandsen stiller d. 31. oktober skarpt på et splittet USA og tager fat på de svære spørgsmål, som det kommende præsidentvalg rejser. Ikke bare for amerikanerne, men for hele verden.

Christoffer Guldbrandsen har markeret sig som en af Danmarks førende dokumentarfilmskabere. Han er en modig fortæller, der har sat sit præg på den politiske debat. Det gælder også hans seneste projekt 'A Storm Foretold', der med optagelser af Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone tager os med bag kulisserne af magtspil og løgne i et splittet USA.

'A Storm Foretold' giver et unikt indblik i Donald Trumps sidste måneder som præsident, et tabt valg og angrebet på kongressen i januar 2021.

Som optakt til foredraget viser vi dokumentaren på dit lokale bibliotek:

Kom og se dokumentaren og deltag efterfølgende i en snak om politik, demokrati og splittelsen i USA, og hvordan det kommende amerikanske præsidentvalg sætter sit præg på resten af verden. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til Christoffer Guldbrandsen, som kan besvares i foredraget d. 31./10.