Vinterferie

Silkeborg Bibliotekerne har i samarbejde med nomernes far - børnebogsforfatter og tegner Jan Kjær, skabt en fortælling om, hvordan nomerne kan bruge verdensmålene til at passe på sig selv og Nomerskoven, hvor de bor. Præcis som vi mennesker kan bruge verdensmålene til at passe på hinanden og jorden.
Midt i børnebiblioteket sidder nomernes Prinsesse Zika på sin store trone.
Prinsesse Zika er bekymret. Noget er sket med nomerne, der normalt ellers altid er så gode til at passe på hinanden og på Nomerskoven. De er blevet dovne, og i stedet for at arbejde og hjælpe hinanden, sover de det meste af dagen og skændes alt for meget. Også Nomerskoven har det skidt. En gruppe skovpirater har efterladt deres affald over det hele, men ingen orker at rydde op efter dem.
Nomerne har brug for børnenes hjælp til at overvinde denne krise og få rettet op på livet i Nomerskoven. Aktiviteterne er målrettet børn fra 5-9 år og er gratis. De finder sted på bibliotekerne i Silkeborg og Kjellerup. På biblioteket i Gjern er der nomerdag med monsterjagt og nomerperler.
På Silkeborg Bibliotekerne kæmper vi aktivt for opfyldelsen af FN's 17 verdensmål
Vi mener, at FN's verdensmål er vigtige for at kunne sætte en fælles international bæredygtig kurs. Men målene skal udfoldes til konkrete handlinger, så man kan få viden om og inspiration til, hvordan man selv kan skabe bæredygtige forandringer i sin hverdag. Se også silkeborgbib.dk/verdensmaal